Ambitiøs aftale mangler mod
En bred politisk aftale vil sætte ældreplejen fri i en række kommuner. En skam at politikerne ikke har haft modet til at gå hele vejen, mener FOA
Et enigt folketing har indgået en aftale, der skal give friere rammer for borgere og medarbejdere i ældreplejen.
”Det er på mange områder en nydelig aftale, og de pæne ord er der ikke noget galt med, men desværre har aftaleparterne ikke haft det nødvendige mod til for alvor at sætte området fri,” siger sektorformand i FOA Torben Klitmøller Hollmann.
Aftalen lægger op til, at borgere og ansatte i højere grad selv kan indrette deres hverdag anderledes med hensyn til alt fra personlig pleje, genoptræning og til servering af mad på deres måde. Partierne bag aftalen har defineret en række ”hegnspæle”, som fortsat vil skulle efterleves i ældreplejen, heriblandt det frie valg af leverandør.
”Med det såkaldte frie valg fortsætter det regime af opmåling i enkeltydelser og minut-tyranni, som vi ellers alle var enige om, at vi skal væk fra. Dermed kan borgeren ikke vælge, hvad de vil have hjælp til, og FOAs medlemmer kan ikke lade fagligheden råde og hjælpe med den ældres akutte behov, men kun følge hvad der står på køre listen”, advarer Torben Hollmann.
Han understreger, at FOA går ind for frit valg i ældreplejen, men at det skal være et ægte frit valg.
”Er det egentlig et frit valg, at man kun kan vælge mellem en offentlig og privataktør - hvad med valget om hvilken type hjælp man vil have, hvornår man vil have den, og af hvem man vil have den af? Og hvad med demente fru Hansen uden pårørende, hvem vælger for hende”, spørger Torben Hollmann.
Torben Hollmann siger, at nu er det så op til de enkelte kommuner at udfordre det såkaldte frie valg indenfor de rammer, der trods alt findes i lovgivningen i dag.
Han frygter, at aftalens manglende ambitioner kommer til at smitte af på det arbejde, med en ny ældrelov, som foregår netop nu, og som blev sat i gang af de to ældretopmøder, og som statsministeren også annoncerede i sin nytårstale.
”Vi har brug for, at vi alle viser mod, og dropper de evindelige kæpheste, hvis den nye ældrelov skal lykkes. En ny ældrelov skal ikke skabes i en kamp om, hvilke regler der skal fastholdes eller fjernes. Vi skal starte helt forfra. Det kræver, at alle aktører går til opgaven med åbent og fordomsfrit hed. Fra FOAs side er vi klar.”