Pensionsrapport er en pose blandede bolcher
Mens det er positivt, at pensionskommissionen anbefaler en langsommere stigning i pensionsalderen, indeholder anbefalingerne også ulighedsskabende forslag og store ubesvarede spørgsmål, mener FOA.
Hvis partierne bag pensionskommissionen havde håbet på et Columbus æg der en gang for alle kunne løse udfordringerne med tilbagetrækning og nedslidning i Danmark, så bliver de slemt skuffet. Sådan lyder analysen af kommissionens rapport fra FOAs formand Mona Striib.
FOA hilser det velkomment, at kommissionen vil bryde med velfærdsaftalens princip om, at enhver stigning i den gennemsnitlige levealder automatisk skal bøjes om til et længere arbejdsliv.
"Det er et klart skridt i den rigtige retning, men uanset om pensionsalderen er 68 år eller 73 år, så er der altså en masse danskere, heriblandt mange af FOAs medlemmer, som har så hårde og nedslidende job, at de slet ingen chance har for at kunne arbejde så længe," siger Mona Striib.
"Vi er simpelthen nødt til at skabe et mere differentieret system, som tager højde for den virkelighed, folk lever i. Det er ikke alle, der har samme udvikling i sund aldring. Det er helt tydeligt, at ikke uddannede og lavtlønnede også i fremtiden vil være udfordret af et hårdere arbejdsliv end mange andre på arbejdsmarkedet."
"Et andet problem, vi bliver nødt til at tage højde for, er, at tidspunktet for at trække sig tidligt - gennem for eksempel Seniorpension og Tidlig Pension - også vil stige løbende, samtidig med pensionsalderen. Det betyder, at mange nedslidte får problemer med at nå den alder, hvor man kan trække sig værdigt tilbage. Det skal laves om," påpeger Mona Striib.
"Lad os nu langt om længe få indrettet fremtidens arbejdsmarked og pensionssystem sådan, at vi har en mulighed for at få finde ud af, hvad skal der ske for de grupper, der ikke kan holde i deres nuværende jobs. Hvordan vi sikrer dem mulighed for et sporskifte i deres arbejdsliv".
Mona Striib noterer også, at der er forslag fra kommissionen, som øger uligheden og trækker i den helt forkerte retning. Det gælder særligt forslagene om af afskaffe boligydelse og andre ydelser til folkepensionister. Analyser viser, at boligstøtte og andre ydelser gør en stor forskel i rådighedsbeløb for de fattigste pensionister, som også typisk bor i lejebolig.
"Hvis man på den måde vil finde penge til et mere retfærdigt pensionssystem, så kan man virkelig tale om at fodre hunden med sin egen hale", siger Mona Striib.