Pæn, men ikke prangende sundhedsplan
Mens regeringens udspil til sundhedsreform indeholder mange positive elementer, mangler der stadig ambitioner og konkrete løsninger, mener FOA.
Da sundhedsminister Magnus Heunicke i sommeren 2019 satte sig på ministertaburetten, var kampen mod uligheden hans klare prioritet. Det løfte vil fagforbundet FOA holde ham og regeringen oppe på.
”Sundhedsministeren siger det selv: "Vi skal sikre, at løsningerne gør op med uligheden fremfor at forstærke den." Det er indgangsbønnen til sundhedsreformen. Det er en ambition, FOA deler 100 procent. Men det er ikke nok bare at tale om det. Lighed i sundhed skal være et selvstændigt fokusområde med langsigtede mål, konkrete initiativer og med finansiering, som fra centralt hold omfordeles endnu mere, end tilfældet er i dag, så de regioner, der har det største behov, får en større andel af pengene,” fastslår Mona Striib, som efterlyser konkrete tiltag i udspillet, som vil mindske uligheden.
Mona Striib understreger, at FOA overordnet er enig i retning og intentioner i regeringens udspil til sundhedsreform med sit fokus på forebyggelse, en styrkelse af det nære sundhedsvæsen, flere hænder og bedre tid til arbejdet. Til gengæld er hun mindre imponeret over udspillet på det præhospitale område.
”Der skal langt mere til end de 5-10 nye ambulancer eller lægebiler, udspillet indeholder,” mener Mona Striib.
Regeringen vil også nedsætte en robustheds-kommission, som skal se på sundhedsvæsenets udfordringer med at rekruttere og fastholde de nødvendige medarbejdere også i fremtiden.
”Vi bliver flere og flere ældre, og vi kan ikke skaffe medarbejdere i det tempo, som vi skal bruge dem. Det har regeringen gudskelov erkendt. Det er en hasteopgave og det handler også om at bruge de ansattes kompetencer rigtigt. Det indebærer, at der skal tages nogle svære beslutninger i forhold til at flytte arbejdsopgaver mellem faggrupper, så vi bruger deres faglighed rigtigt. Det har både arbejdsgivere og de faglige organisationer haft svært ved i mange år,” siger Torben Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren i FOA.
Regeringen lover i sit udspil at reservere et beløb i det økonomiske råderum, svarende til det demografiske træk, som skal udmøntes i de kommende økonomiaftaler og finanslove. Det løfte er ifølge FOA en forudsætning for en seriøs reform af sundhedsvæsenet.
”Hvis pengene ikke følger med opgaverne og samfundsudviklingen, nytter hele øvelsen ikke. Derfor er vi også meget spændt på, hvordan resten af folketinget modtager udspillet. Hvis de ikke er med, taber velfærden. Det må ikke blive spareøvelse,” siger Mona Striib.