Pressemeddelelse
FOA om au pairers skjulte børn: Det stærkeste bevis på behov for ny ordning
Selv om det ikke er tilladt at have børn, kommer nogle au pairer til Danmark netop for at forsørge børn, de efterlader i hjemlandet. Tydeligere grund til at ændre ordningen findes ikke, mener sektorformand.
Før en au pair kan komme til Danmark, skal hun skrive under på, at hun ikke har sat børn i verden. Tanken om, at en au pair kommer hertil for at forsørge sin fattige familie og et forladt barn, harmonerer nemlig skidt med forestillingen om, at au pair-ordningen handler om kulturudveksling.
Alligevel findes der eksempler på, at lige præcis dét er årsagen til, at unge kvinder søger ophold som au pair her i landet. Som dagbladet Politiken skriver har Styrelsen for International Rekruttering og Integration siden 2018 rejst 16 sager om au pairer, der har haft børn i hjemlandet under deres ophold i Danmark.
”Vi taler om kvinder, der kommer fra så fattige kår, at de ikke ser anden udvej end at efterlade deres barn hos familien, og så rejse udenlands for at tjene penge, som de sender hjem til familiens overlevelse og måske også barnets skolegang. Og selv om det skærer både i ørerne og hjertet at høre, bliver vi nødt til at sige højt, at der også findes au pairer her i Danmark, som har børn i deres hjemland,” siger Pia Heidi Nielsen. Hun er formand for Kost- og Servicesektoren i FOA, som organiserer og rådgiver au pairs.
Præcis hvor mange af au pairerne, der har børn i smug, vides ikke. Men i FOA skønner man, at antallet af sager i virkeligheden er langt større end de kendte 16.
”Kvinderne holder eksistensen af deres børn hemmelig. For det er ulovligt, og hvis det kommer frem, risikerer de dels en straffesag, som kan ende med en fængselsstraf, ligesom de kan blive sendt ud af landet og dermed miste barnets og familiens forsørgelsesgrundlag. Så de holder helt tæt og bider savnet i sig,” siger Pia Heidi Nielsen.
I Norge, hvor regeringen har planer om at nedlægge au pair-ordningen, sker det blandt andet med baggrund i det, de kalder ”Mamma-ranet” – altså mødre-tyveriet. Begrebet tager afstand fra det ironiske forhold, at kvinder fra andre lande forlader deres egne børn, for at passe andres. Men ifølge Pia Heidi Nielsen er løsningen ikke at nedlægge ordningen. I stedet mener hun, at man ved en gennemgående omkalfatring af au pair-ordningen skal sløjfe reglen om, at au pairer ikke må have børn.
”At au pairer forlader deres børn i hjemlandet er for mig det tydeligste bevis på, at au pair-ordningen ikke har noget med kulturudveksling at gøre. Au pairer kommer for at tjene penge, både dem med og dem uden børn,” siger sektorformanden og peger på, at det også var en af konklusionerne i en omfattende evaluering af ordningen fra 2019.
”Men det tilkommer ikke os at afgøre, hvordan de familier indretter sig og hvad de gør for at sikre deres egne børn så gode vilkår i livet som muligt. Til gengæld har vi et ansvar for at behandle dem anstændigt, hvis en forælder – kvinde som mand – rejser ud i verden for at forsørge sin familie derhjemme. Derfor skal vi betale dem en reel løn for det arbejde, de udfører og sikre dem rettigheder som andre på arbejdsmarkedet,” siger Pia Heidi Nielsen.
I begyndelsen af august sendte hun et opråb til samtlige udlændinge- og integrationsordførere Folketinget med ønske om at ændre au pair-ordningen markant.
”Jeg har heldigvis fået en række tilbagemeldinger fra politikere, som er enige i, at vi skal se på ordningen med nye briller. Men det er også nødvendigt med ændringer, så jeg ser frem til den kommende tids drøftelser,” siger Pia Heidi Nielsen.