Pressemeddelelse
Regeringens skattelettelser strider mod befolkningens ønsker
Danskere vil langt hellere have velfærd end skattelettelser. Faktisk er et flertal af danskerne villige til at betale mere i skat, hvis det kan redde velfærden. Det viser en befolkningsundersøgelse, Megafon har foretaget for FOA. Det burde give stof til eftertanke hos regeringen, mener næstformand i FOA Thomas Enghausen.
Regeringens nyligt indgåede skattereform letter personskatterne med i alt 10 mia. kroner. Samtidig er der dømt smalhals i både kommuner og regioner, hvor budgetterne er hårdt pressede blandt andet på grund af inflation. At regeringens prioritering i den henseende strider mod FOAs holdninger, er ingen hemmelighed. Men regeringens prioriteringer strider faktisk også mod danskernes ønsker. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, Megafon har foretaget for FOA.
Her svarede syv ud af 10 danskere, at de ville bruge pengene på borgernær velfærd, hvis de selv kunne fordele de 16 mia. kroner, der lå i råderummet i oktober måned. Omvendt ville kun en enkelt ud af 10 bruge pengene på skattelettelser.
”Tallene understreger, hvor vigtigt det er for os danskere, at hjælpen er inden for rækkevidde, når vi selv eller vores nære får brug for den. Selvom regeringen har turneret med budskabet om, at man sagtens kan få både skattelettelser og velfærd, så tyder virkeligheden desværre på noget andet,” siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA, med henvisning til, at seks ud af 10 danskere i undersøgelsen svarer, at de ikke mener, den generelle borgernære velfærd er tidssvarende.
En anden indikation på at regeringen er ude af trit med befolkningen er, at et lille flertal rent faktisk ikke har noget imod at betale mere i skat, hvis det førte til en tidssvarende borgernær velfærd.
”Gennem 20 år er personskatterne blevet lettet gang på gang, og det er sket på bekostning af velfærden. Megafons undersøgelse viser med al tydelighed, at danskerne vil noget andet. De vil hellere have tryghed i tilværelsen end et par hundrede kroner mere til sig selv,” siger Thomas Enghausen.
Tidligere på året har de tre regeringspartier luftet tanken om, at man som dansker i højere grad selv skal finansiere de velfærdsydelser, man får brug for. Men også på dét punkt, er danskerne af en anden opfattelse. For mere end fire ud af fem svarer, at de synes, at den borgernære velfærd om 10 år skal være finansieret gennem skatter. Faktisk svarer kun fire procent, at det skal ske via egenbetaling.
”Forskellige meningsmålinger peger på, at regeringen er temmelig upopulær. Måske de i højere grad skulle lytte til danskernes ønsker i stedet for at give skattelettelser, der primært gavner dem, der i forvejen ikke mangler noget,” siger Thomas Enghausen og peger på, at skat, som vi kender den, er en glimrende måde at finansiere vores fælles velfærd på.
Læs hele Megafons undersøgelse HER [indsæt link, når rapporten ligger på foa.dk]