Pressemeddelelse
Forældres tilfredshed stiger med andelen af uddannede voksne
Jo flere ansatte i børnenes dagtilbud, der har en pædagogisk uddannelse som fx pædagogisk assistent, jo mere tilfredse er forældrene, viser ny analyse. Kommuner skal sikre, at flere uddannes, mener FOA.
Spørger man forældre til børn i de kommunale dagtilbud er det ikke lige meget, om de voksne, der hver dag drager omsorg for deres børn, har en pædagogisk uddannelse eller ej.
I hvert fald viser en undersøgelse, som Danmarks Statistik har gennemført blandt cirka 121.000 forældre, at der en direkte sammenhæng mellem hvor stor en andel af det pædagogiske personale i kommunen, som har en pædagogisk uddannelse, og hvor tilfredse forældrene er med deres barns dagtilbud. Jo lavere andelen er af ansatte, som enten er uddannet pædagogisk assistent eller pædagog, desto lavere er tilfredsheden. Omvendt stiger forældrenes tilfredshed med andelen af uddannede.
”Undersøgelsen viser bare vigtigheden af, at vi øger andelen af pædagogisk uddannet personale, for det kan ses og mærkes på kvaliteten af dagtilbuddene. Jo flere af de ansatte, som har solid faglig indsigt og kompetencer til at se verden fra et børneperspektiv, jo bedre dagtilbud får børnene,” siger Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, som organiserer pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter landet over samt pædagogerne i København og Frederiksberg Kommune.
I dag er omtrent 44 procent af de ansatte ikke uddannede, mens 56 procent er pædagogiske assistenter og pædagoger. Men det er vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt pædagogisk personale, for børnetallet stiger, og samtidig skal kommunerne have personale nok til at leve op til minimumsnormeringerne fra 1. januar 2024. Samlet betyder det, at vi frem mod 2030 vil mangle op mod 14.000 flere ansatte i dagtilbuddene.
”Kommunerne bliver nødt til at tage opgaven alvorligt og lave konkrete, realisérbare planer for, hvordan de vil skaffe flere ansatte og sikre, at de har de rette kompetencer – altså, at langt størstedelen af de ansatte har en pædagogisk uddannelse,” siger Kim Henriksen.
En meget konkret vej til at skaffe flere uddannede er at sende de dygtige og erfarne pædagogmedhjælpere i uddannelse til pædagogisk assistent. Er de over 25 år, og har de mere end to års erfaring, kan de nemlig få merit for praksisdelen og nøjes med skoledelen, så de tager den ellers mere end tre år lange uddannelse på mindre end et år.
”Lige nu lever omkring 8.000 pædagogmedhjælpere op til kravene og kan blive pædagogiske assistenter i et forkortet forløb. Mennesker, som i årevis har arbejdet dedikeret med børn og deres trivsel. En række kommuner har allerede fået øjnene op for det enorme potentiale, der ligger i den løsning, men flertallet mangler fuldkommen at lave en plan, der sikrer børnene mest muligt uddannet personale,” siger Kim Henriksen.
Helt konkret har blandt andre kommuner som Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg indført tiltag som jobgarantiordninger for pædagogiske assistenter, der laves rotationsordninger, hvor ledige bringes ind som vikarer, mens de erfarne pædagogmedhjælpere uddanner sig, eller skruer op for antallet af uddannelsespladser til unge, som vil være pædagogiske assistenter.
Læs
den samlede analyse, som Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed har udgivet.