Pressemeddelelse
Mona Striib: Et helt igennem elendigt lovforslag
Formanden for FOA kalder regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag ”et selvmål”.
”Det er et helt igennem elendigt lovforslag, som desværre vil ramme danske lønmodtagere hårdt. De skal arbejde mere, og mange står til at miste penge. I tillæg kan vi se ind i besparelser i kommuner, regioner og stat,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA, der repræsenterer cirka 170.000 medlemmer.
”Jeg er dybt forundret over, at regeringen har valgt at tromle lovforslaget igennem i stedet for at indkalde til en trepartsforhandling, som fagbevægelsen har foreslået. At man dertil vælger den værst mulige timing midt i overenskomstforhandlingerne på det private område, er tæt på vanvittigt,” siger Mona Striib.
”Jeg tror ikke, at der er mange af FOAs medlemmer, der køber regeringens sammenkobling om, at de skal gå glip af en fridag og arbejde mere for at finde penge til forsvaret. Det klinger hult, når samme regering netop har givet store skattelettelser til de rigeste her i landet,” siger Mona Striib.
Formanden for landets tredjestørste fagforening påpeger desuden, at en række økonomer har sået tvivl om de påståede arbejdsudbudsgevinster ved at afskaffe store bededag.
”I mine øjne er det her et selvmål. Der foregår et kæmpe arbejde i det offentlige med at fastholde og rekruttere arbejdskraft inden for fx ældre- og sundhedsområdet. Det her er et gok i nødden til den indsats. Jeg vil stærkt opfordre regeringen til at pille lovforslaget af bordet og indkalde parterne til forhandlinger. Vi stiller naturligvis op,” siger Mona Striib.