Pressemeddelelse

Forældresamarbejdet halter i børnehaver og vuggestuer

De ansattes vigtige kontakt med børnenes forældre er ikke god nok, siger godt 4 af 10 ansatte i daginstitutioner selv i ny undersøgelse. Problematisk og udtryk for mangel på ressourcer, mener FOA.

For få af de ansatte i vuggestuer og børnehaver når i dagligdagen at vende med et barns forældre, om barnet har haft konflikter med andre børn, om barnet viser tegn på mistrivsel, eller hvordan forældrene bedst støtter barnet. Det vurderer en stor del af det pædagogiske personale i børnehaver og vuggestuer selv i en ny undersøgelse, som analysevirksomheden Bureau 2000 har udarbejdet for FOA.

Mere konkret er det pædagogiske personale blevet spurgt, hvor ofte de oplever, ikke at have den tid de gerne ville til det uformelle samarbejde med forældrene, når man måler på seks forskellige typer af svigtende forældrekontakt, f.eks., at de må skære forældre af, der ellers gerne vil tale om deres barn, eller at de ikke har nok overblik over det enkelte barns hverdag til at kunne svare på forældrenes spørgsmål. Her viser undersøgelsen, at 4 ud af 10 stuemedarbejdere enten dagligt eller flere gange om ugen har mindst én af de seks oplevelser.

”Den løbende kommunikation i dagligdagen er uendelig vigtig for børns trivsel og udvikling. Ikke mindst fordi de små børn kan have svært ved selv at sætte ord på følelser og oplevelser. Derfor skal der være tid til den daglige dialog om barnets dag,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.

Ifølge ham handler den manglende kommunikation i høj grad om, at der ikke er ressourcer, altså personale, nok til at varetage forældredialogen i det daglige. Undersøgelsen viser da også en tydelig sammenhæng mellem antallet af børn med udfordringer og et skrantende forældresamarbejde. Jo flere udadreagerende børn, der eksempelvis er i dagtilbuddet, jo større en andel af personalet får ikke givet information om et barns konflikter videre til forældrene. Samme mønster tegner sig, når det handler om antallet af børn med mange konflikter.

”Vi må og skal have mere personale omkring børnene. Det har vi sat kurs imod med aftalen om minimumsnormeringer. Men vi har problemer med at rekruttere og børnetallet stiger. Samtidig ser vi et stigende antal børn i mistrivsel, så vi står med en hastesag her,” siger Kim Henriksen, og fortsætter:

”Vi skal sikre, at flest muligt af de ansatte i daginstitutioner har en pædagogisk uddannelse, så børnene bliver mødt af voksne med en stærk faglighed. Derfor skal kommunerne forpligtes til at skabe uddannelsespladser til de mange unge, som brænder for at uddanne sig til pædagogisk assistent og samme uddannelse bør de give alle de erfarne pædagogmedhjælpere, vi allerede har ude blandt børnene.”

Det sidste kan gøres på mindre end et år. For er man over 25 år og har mere end to års erfaring inden for det pædagogiske område, kan man få merit for praksisdelen og tage den ellers godt tre år lange uddannelse som pædagogisk assistent på mindre end et år. Lige nu findes der i daginstitutionerne omkring 7.500 pædagogmedhjælpere, som kan uddannes på forkortet tid.

”Vi kan rykke helt kolossalt og udrydde en god del af personalemanglen med de greb, og det er en af forudsætningerne for, at vi får hjulpet flere børn ud af deres mistrivsel,” siger Kim Henriksen.

Kim Henriksen

Sektorformand - Pædagogisk

Mobil: 31 62 32 33