Pressemeddelelse
Lav kvalitet i småbørns dagtilbud er dybt alvorlig
Stærkt bekymrende, at næsten halvdelen af 0-2-åriges dagtilbud har en utilstrækkelig kvalitet. Det kræver øjeblikkelig handling. Sådan lyder FOAs reaktion efter ny undersøgelse fra VIVE og EVA.
”Vi skal gribe ind med akut hjælp her og nu, og vi skal sikre et varigt kvalitetsløft fremadrettet, for vi gør det tydeligvis slet ikke godt nok, når det handler om de mindste børns dagtilbud.”
Sådan lyder det klare budskab fra formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen, efter en ny undersøgelse fra VIVE og EVA har afdækket, at tæt på hvert andet dagtilbud til de 0-2-årige, altså vuggestuer og dagplejer, har en decideret ”utilstrækkelig kvalitet,” når man ser på det samlede pædagogiske læringsmiljø. Enkelte har ligefrem en ”ringe kvalitet.”
”Det er dybt alvorligt og særligt slemt, fordi vi her taler om de allermindste i vores samfund, og de allerførste leveår spiller en enormt stor rolle i forhold til, hvordan børnene klarer sig senere i livet,” siger Kim Henriksen.
Ifølge dagtilbudsloven skal de pædagogiske tilbud sikre børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Men undersøgelsen afslører, at det, børnene i mange tilfælde reelt bliver tilbudt, er ren pasning og altså endda af utilstrækkelig kvalitet.
”Vi kan ikke sidde med armene over kors og betragte, hvordan mistrivslen blandt børn og unge stiger, og undre os over vores manglende evne til at bryde negativ social arv, når vi samtidig ved, at vi ikke leverer gode nok dagtilbud. Og vi kan ikke være det bekendt hverken over for børnene, forældrene eller for den sags skyld over for ledere og personale, når de ikke støttes godt nok i at løse deres opgaver,” siger sektorformanden.
Han opfordrer til at alle – stat, kommuner og ansatte – går sammen om at løfte kvaliteten. Straks.
Det skal først og fremmest ske ved at uddannelsesdække området, så personalet i vuggestuer og dagplejere fremover er uddannede pædagoger og pædagogiske assistenter.
”Vi ved, at uddannelse er den enkeltfaktor, der har den største betydning i forhold til at løfte kvaliteten for alle børn. Derfor skal alle pædagogmedhjælpere og dagplejere uddannes til enten pædagogiske assistenter eller pædagoger,” siger Kim Henriksen og henviser til, at der lige nu landet over samlet er 7.500 pædagogmedhjælpere, som kan få merit for en årelang erfaring og derfor kan tage den ellers godt tre år lange uddannelse som pædagogisk assistent på mindre end et år. Samme mulighed har erfarne dagplejere.
”Vi skal lægge en klar plan for, at det sker. Samtidig skal vi her og nu sætte ind med en akut-indsats og give alle ikke-uddannede et kompetenceudviklende AMU-kursus, så de får en grundlæggende viden om emner som børnesyn, børnefællesskaber, børneperspektiv og betydningen af leg,” siger Kim Henriksen og peger på Aarhus Kommune som en frontløber, der sender pædagogmedhjælpere på AMU-kurser i tre uger.
Undersøgelsen fra VIVE og EVA, som er bestilt af Børne- og Undervisningsministeriet, viser, at normeringen for dagplejernes vedkommende også spiller en væsentlig rolle for kvaliteten. Jo flere børn, jo lavere kvalitet. Mens minimumsnormeringer skal sikre højst tre vuggestuebørn til en voksen, kan en dagplejer have helt op til fem børn.
”FOA har fra starten pointeret, at dagplejerne højst bør have fire børn. Nu viser undersøgelsen viser med al tydelighed, at der er behov for også at få minimumsnormeringer i dagplejen. Det kan landets politikere ikke fortsætte med at sidde overhørig,” siger Kim Henriksen.