Pressemeddelelse
Danskernes forventninger for fremtidens velfærd er dystre
Over halvdelen af danskerne forventer dårligere niveau i den borgernære velfærd om 10 år, viser ny Megafon-undersøgelse blandt danskerne. Den manglende tillid til fremtiden kalder på massive investeringer, mener FOA-formand.
Når man beder danskerne spå om niveauet i den borgernære velfærd om 10 år, svarer over halvdelen, at den vil være dårligere eller meget dårligere. Kun omkring hver syvende forudser et bedre niveau.
Det viser en ny undersøgelse blandt danserne, som FOA har bedt Megafon udføre op til FOAs kongres, som finder sted lige nu i Aalborg.
Fremtidens velfærd er netop en af emnerne på dagsordenen, og forbundsformand Mona Striib ser danskernes lave forventninger til velfærdssamfundet i fremtiden som en bekræftelse på, at der skal ske en mærkbar forbedring til for at skabe tryghed for danskerne.
”Det er dybt alarmerende, at vi, som stort set alle enten selv eller via vores børn, børnebørn, søskende eller forældre, har berøring med vores velfærdssamfund, har så lave forventninger til kvaliteten i fremtiden. Det siger både noget om tiltroen til fremtidens politiske prioritering, men i høj grad også om den udvikling, velfærdsområdet har været igennem gennem de seneste mange år, hvor investeringerne slet ikke har stået mål med det behov og de forventninger, der er fra samfundet,” siger forbundsformand i FOA Mona Striib.
Klik igennem spørgsmålene for at se danskernes forventninger til fremtidens velfærd:
Det kræver investeringer at få vendt de lave forventninger
Spørger man medarbejderne på velfærdsområdet, er resultatet også nedslående. Her svarer 7 ud af 10 FOA-medlemmer, at kvaliteten af velfærden om 10 år vil være ringere end i dag.
Samtidig forudser 8 ud af 10 af FOAs medlemmer, at der i fremtiden vil være højere forventninger til serviceniveauet på velfærdsområdet end i dag.
Det bør være en øjenåbner for politikerne på Christiansborg, når både danskerne generelt og i særdeleshed de medarbejdere, der kender velfærdsområdet indefra, maler så dystert et billede af fremtidens velfærd, mener Mona Striib.
”Det kalder i den grad på investeringer i velfærden, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om som minimum at bevare det nuværende niveau ved at følge med det stigende behov - for slet ikke at tale om at forbedre forholdene,” siger hun.
Se FOA-medlemmernes forventninger til fremtidens velfærd:
8 ud af 10 vil investere mere i velfærden
Og danskerne er enige, viser undersøgelsen fra Megafon. 82 procent af danskerne svarer, at vi er nødt til at investere mere i den borgernære velfærd end vi gør i dag, hvis vi skal have et velfungerende velfærdssamfund om 10 år. Kun 7 procent er uenige.
Og det er vigtigt, at velfærdssamfundet fungerer i fremtiden, svarer 95 procent af danskerne.
”Vi taler om noget helt grundlæggende i den måde, vores land er bygget op på. Tilliden til, at vi som samfund skal sørge for, at der er tilbud, behandling, pleje og omsorg af høj kvalitet til rådighed, når vi i løbet af vores liv får brug for forskellige dele af velfærden. Det handler om noget så basalt som trygheden ved at kunne sende vores børn i børnehave og skole, tilliden til at vi på hospitalet får den bedst mulige behandling og at vi i vores sidste tid oplever en værdig og ordentlig pleje. Der findes næppe vigtigere ting i vores liv,” siger Mona Striib.
8 ud af 10 danskere mener allerede, at pengene i den nuværende situation er der til at investere mere, mens over halvdelen er villige til at betale mere i skat for at få en mere tidssvarende borgernær velfærd.