Pressemeddelelse
FOA: Sådan afhjælper vi manglen på pædagogisk uddannede i dagtilbud
Mens dagtilbud landet over skriger efter flere pædagogisk uddannede voksne, peger FOA på oplagt løsning: Uddan de erfarne pædagogmedhjælpere. Nye tal viser, at over 7.300 kan få merit og på mindre end et år kan tage en pædagogisk uddannelse.
Ledere af dagtilbud leder med lys og lygte efter flere pædagogisk uddannede voksne til at indgå i deres personalegrupper, mens loven om minimumsnormeringers ikrafttræden nærmer sig. Manglen på pædagogisk personale er nemlig allerede alvorlig - og står endda kun til at blive værre.
”Men faktisk findes en del af den gode løsning allerede ude på stuerne blandt børnene. I landets vuggestuer og børnehaver findes der nemlig lige nu tusindvis af pædagogmedhjælpere med årelang erfaring fra dagtilbuddene, som på mindre end et år kan tage erhvervsuddannelsen som pædagogisk assistent. For er man over 25 år gammel og har mere end to års erfaring, har man ret til at tage den ellers mere end tre år lange uddannelse i et forkortet forløb, hvor man får merit for sin praksiserfaring. Det har vi sikret i overenskomsten,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.
Aktuelt findes der i landets daginstitutioner mere end 7.353 pædagogmedhjælpere, som lever op til de kriterier. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
I skemaet gives en oversigt over hvor mange erfarne pædagogmedhjælpere, der findes i kommunerne inddelt i regioner.
”Børnene skal være omgivet af voksne med en stærk faglighed. Derfor rækker det ikke at ansætte mange flere ikke-uddannede. I stedet skal vi benytte os af det enorme potentiale, som ligger lige for fødderne af os, og uddanne de erfarne pædagogmedhjælpere, som allerede er dybt engagerede i deres arbejde med børnene. Og det haster med at komme i gang,” siger Kim Henriksen.
Frem mod 2030 vil vi mangle op mod 14.000 voksne i børnenes dagtilbud. Dels fordi flere børn kommer til, dels fordi kommunerne fra årsskiftet skal leve op til loven om minimumsnormeringer med højst tre vuggestue- eller seks børnehavebørn om én voksen. En af ambitionerne i aftalen om minimumsnormeringer er, at normeringen ikke må stige, mens uddannelsesniveauet blandt de ansatte til gengæld falder. Ved at uddanne de erfarne pædagogmedhjælpere, skabes der mulighed for at ansætte flere, som endnu ikke har en pædagogisk uddannelse.
”På den måde kan vi få flere ansatte i dagtilbuddene og samtidig højne uddannelsesniveauet,” påpeger Kim Henriksen.
I dag udgør pædagogiske assistenter 8 procent af de ansatte i daginstitutionerne, mens pædagoger udgør 42 og pædagogmedhjælpere 50 procent. Da færre af de pædagogiske assistenter arbejder på nedsat tid end pædagogerne, udgør de i praksis mere end 9 procent af de ansatte. Ifølge FOA bør faggruppen i fremtiden udgøre langt mere, nemlig 35 procent. Imens skal andelen af pædagogmedhjælpere ned på et minimum.
Mange kommuner har også fået øjnene op for de pædagogiske assistenters stærke faglighed og ansætter langt flere af dem. Opgjort i fuldtidsstillinger er der siden 2017 således ansat 1.475 flere pædagogiske assistenter. Det er en stigning på 38 procent. Samtidig viser en opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at efterspørgslen efter pædagogiske assistenter overalt i landet overstiger udbuddet.
”De pædagogiske assistenter er populære som aldrig før, fordi de med deres faglighed fuldt og helt kan varetage de pædagogiske opgaver i daginstitutionerne. Det gælder alt fra at forældresamarbejde, planlægge og gennemføre udviklingsfremmende aktiviteter, skabe trivsel og styrke børnenes fællesskaber til at lave dokumentation,” siger Kim Henriksen.
Ud over at uddanne de erfarne pædagogmedhjælpere bør der i kommunerne etableres langt flere uddannelsespladser til unge, som gerne vil være pædagogiske assistenter. For mens færre og færre søger ind på pædagogstudiet, søger flere og flere uddannelsen til pædagogisk assistent.
”Tusindvis af unge strømmer til, men omkring halvdelen bliver afvist, alene fordi der ikke er pladser nok. Det giver ingen mening, når vi mangler pædagogisk uddannede,” siger Kim Henriksen.