Pressemeddelelse

FOA: Et stærkt løft til SOSU-uddannelserne

Nyt forslag skal skaffe flere faglærte til vores sundhedsvæsen og ældrepleje. Fagforeningen FOA kvitterer for, at ministeren har lyttet og også er indstillet på at bygge videre på nogle af de initiativer, som skoler og parter har iværksat.

Hvis man spørger Finansministeriet, vil der mangle over 17.000 SOSU-assistenter og -hjælpere i 2030, og allerede nu kan manglen mærkes. Det er motivationen bag et nyt udspil fra regeringen, der skal styrke optag og fastholdelse på SOSU-uddannelserne.

”Hvis vi skal udvikle velfærden, blandt andet for vores ældre, så kræver det handling nu. FOA har længe gjort opmærksom på nødvendigheden af at styrke SOSU-uddannelserne, og når jeg ser regeringens forslag, er det tydeligt, at man har lyttet til os. Det er jeg naturligvis rigtig glad for,” siger Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, og peger på, at sprogstøtte og professionalisering af oplæringsvejledere, som forslaget blandt meget andet indeholder, er nogle af FOAs mærkesager på området.

Tanja Nielsen fremhæver desuden, at regeringen vil indføre elevløn til alle over 25 år på SOSU-uddannelserne, hvilket tidligere kun har gjort sig gældende for SOSU-assistent-elever. Dertil kommer et permanent økonomisk løft til erhvervsuddannelserne, som tidligere har fået et midlertidigt løft, der ellers vil bortfalde fra næste år.

”Klokken er ti minutter i tolv. Ældreområdet kan slet ikke tiltrække de faglige medarbejdere, vi har brug for, og det bliver bare værre og værre i fremtiden, så regeringens forslag er virkelig velkomment,” siger Tanja Nielsen.

Regeringens udspil indebærer også en trepartsaftale om lærepladser på området. Her har FOA længe peget på, at man med fordel kan løfte antallet af lærepladser fra de nuværende 9.000 til 12.000.

”Det er vigtigt, at vi får etableret de nødvendige praktikpladser i kommuner og regioner, og vi kunne allerede i dag optage langt flere, hvis der var pladser nok. Vi vil glæde os til et trepartssamarbejde om at løse udfordringerne,” siger Tanja Nielsen.

Hun kvitterer desuden for regeringens ønske om at komme problemerne med frafald på SOSU-uddannelserne til livs. FOA er – sammen med bl.a. KL og Danske Regioner – i øjeblikket ved at planlægge et topmøde, hvor temaet netop er frafald. Det finder sted senere på året.

FOA ser særdeles positivt på dagens politiske udspil, men understreger dog, at styrkede SOSU-uddannelser kun er en del af løsningen på den store rekrutteringsudfordring, hele velfærdsområdet står over for i fremtiden. Det skal ses i sammenhæng lønløft til den offentlige sektor, som blev aftalt i sidste måned, samt det forslag til ældrereform, som regeringen har lovet at fremlægge i begyndelsen af i år.

”Ældreområdet har for få ressourcer, og de ansatte løber alt for hurtigt. Det rammer de ældre, og det skubber medarbejderne ud af faget. Modgiften er, at politikerne slipper kontrolregimet og viser medarbejderne tillid ved at lade dem bruge deres faglighed, fx ved at organisere arbejdet i mindre teams. Vi venter med spænding på regeringens samlede udspil til en ny ældrelov,” siger Tanja Nielsen.

Tanja Nielsen

Sektorformand - Social-Sundhed

Mobil: 22 59 07 35