Pressemeddelelse
FOA om en ny sundhedsstruktur: Fremtidens sundhedsvæsen skal sætte mennesket i centrum
FOA præsenterer i dag et bidrag til debatten om en ny sundhedsstruktur og peger på, at det handler om at sikre borgerne bedre behandling og en bedre vej gennem systemet. Derudover skal vi holde fast i de gode ting, sundhedssystemet rummer i dag.
Vi skal sætte ind, hvor ændringerne giver en reel og mærkbar forbedring af borgernes oplevelser, og vi skal droppe kampene om, hvem der skal have magten over sundhedsvæsenet. Det er hovedpointerne i FOAs indspark til debatten om en ny struktur for sundhedssystemet. For FOA er det vigtigt, at man til enhver tid tager borgerens perspektiv, når man ændrer i strukturerne på sundhedsområdet.
”Borgeren bør altid være omdrejningspunktet, når vi laver ændringer i sundhedssystemet, og det er også derfor, vi i FOA siger, at en ny sundhedsstruktur skal have mennesket i centrum. Og det skal være hele mennesket – ikke bare sygdommen eller diagnosen,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Sundhedssystemet rummer rigtig mange forskellige medarbejdergrupper, og det er vigtigt, at vi bruger dem til de rette opgaver.
”Vi skal ikke opfinde nye faggrænser, der besværliggør samarbejde mellem de forskellige medarbejdergrupper. Tværtimod skal vi nedbryde de gamle hierarkier, der desværre stadig spøger mange steder,” siger Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA.
For FOA er det vigtigt, at der skal sikres demokratisk kontrol og indflydelse i sundhedsvæsenet, og så skal en ny struktur mindske både social og geografisk ulighed. Men det er ikke vigtigt, om den enkelte opgave ligger i kommunalt eller regionalt regi, og det er det formentlig heller ikke for borgeren, så længe behandlingen er i orden.
Men man ser desværre alt for ofte eksempler på, at borgere tabes mellem systemerne. Det kan for eksempel være, når man går fra behandlingen på et sygehus, der ligger i regionalt regi, til den rehabiliterende indsats ude i kommunerne.
”Vi vil sikre, at en borger aldrig lades i stikken. Vi kan undgå en masse genindlæggelser, hvis vores sundhedssystem indrettes, så der altid er en medarbejder med de rette kompetencer, der tager over, hvor en anden slipper,” siger Tanja Nielsen og nævner, at man som eksempel ikke bare må udskrive en borger fra en psykiatrisk afdeling for derefter at overlade vedkommende til sig selv. Der skal være tydeligt, hvem der har ansvaret for at følge op på vedkommende og hvordan det gøres.
Tydeliggørelsen af hvem, der har ansvaret for en borger, skal desuden gøre sig gældende hele vejen fra det højt specialiserede hospital til den indsats, der foregår i borgerens eget hjem. FOA mener, at en fremtidig sundhedsstruktur skal formes på baggrund af en virkelighed, hvor sundhedsvæsenet i højere grad er flyttet hjem i borgernes dagligstuer:
”Patienter udskrives tidligere fra sygehusene, og blandt andet derfor løses sundhedsopgaverne i høj grad lokalt og ofte hjemme hos den enkelte. Vi skal sikre en bedre sammenhæng i det samlede sundhedsvæsen, og det kræver, at de mange aktører bliver bedre til at kommunikere og koordinere med hinanden. Kan vi løfte den opgave, vil borgere og patienter opleve reelle forbedringer i deres brug af sundhedsydelser, store som små,” siger Tanja Nielsen.
I løbet af de seneste måneder har både Danske Regioner og Kommunernes Landsforening præsenteret deres bud på en ny struktur. Begge lader sig dog forfalde til en debat om, hvem der skal have magten over sundhedsvæsenet.
De kommer desuden med bud på ret vidtgående ændringer, og på netop det punkt er det vigtigt at huske på, at rigtig mange ting i sundhedssystemet fungerer ganske godt på nuværende tidspunkt.
”Store reformer og vidtgående strukturændringer har det med at være tunge at implementere, og vi skal passe på, at vi ikke overbebyrder et i forvejen presset personale med ændringer for ændringernes skyld. Vi skal holde fast i det, der fungerer, og så skal vi kaste vores kræfter efter at ændre på de områder, hvor borgerne i dag kan komme i klemme eller tabes af systemet,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
FOAs udspil skal ses som et indspark til Sundhedsstrukturkommissionens arbejde, der forventes færdiggjort i løbet af foråret.