Opstilling til tillidsrepræsentant-valg med frist
Der indkaldes til møde mindst en måned før, med en frist på at opstille sit kandidatur 14 dage før selve valgdagen.
Indkaldelsen til mødet kan foregå ved at sætte en dagsorden op, og evt., den omdeles mindst en måned før. Dagsordenen skal indeholde dato, tid og sted.
Hvis en eller flere kollegaer har indgivet sit kandidatur skal de skrives på dagsordenen under punktet: opstillede kandidater. 14 dage før valget lukkes punktet og derved fremgår det hvem der opstiller. Der kan ikke opstilles efter denne frist!
Der kan stemmes ved personligt fremmøde eller med BREVSTEMME. Husk at tage hensyn til dem, der arbejder på deltid, aften/nat eller har ude gående opgaver. Disse kan evt. forud for valget afgive deres stemme pr. brev.
Ønsker man at brevstemme kan brevstemmer indgives til FOA Køge eller TR. Brevstemmer er kun gyldige med påskrevet fødselsdato.
Procedure for valgmødet
- Den som har indkaldt til mødet byder velkommen og fortæller om baggrunden for valget.
- Der vælges to stemmetællere.
- Navnene på kandidaterne til valget læses op.
- De opstillede kandidater til valget skal have mulighed for at præsenterer sig selv og deres intention med at opstille som tillidsrepræsentant.
- Der foretages en skriftlig afstemning.
- Under stemmeprocessen må lokalet ikke forlades.
- Stemmesedlerne indsamles og tælles op, hvorefter resultatet bekendtgøres, det er stemmetællerne, der gør det.
Ved stemmelighed mellem to kandidater skal valgproceduren gennemføres igen samme dag.