Mie er Danmarks bedste AMR: Her er hendes opfordring til andre
Social- og sundhedshjælper Mie Christensen har tirsdag aften vundet prisen som Årets AMR. Læs, hvordan hun blev Danmarks bedste – og hvorfor hun opfordrer andre til at få en tillidspost.
Af: Laurits Eriksen
54 indstillinger. 5 nominerede. 1 uovertruffen vinder.
Mie Christensen, social- og sundhedshjælper på demensplejehjemmet Hotherhaven, har netop vundet prisen som årets AMR.
Det blev afsløret tirsdag aften til A4 Mediers festlige prisshow ”Årets TR”, der hylder de ansatte med tillidsposter på arbejdspladserne.
”Jeg er tom for ord,” siger Mie Christensen, da hun rørt trådte ned fra scenen efter at modtage prisen foran stolte kolleger og hundredvis af tilskuere.
”Da jeg blev ansat på Hotherhaven for to år siden, var det en arbejdsplads med højt sygefravær og mange ufaglærte. Men jeg så et potentiale i det. Jeg har tidligere været på arbejdspladser med mobning, og derfor tror jeg, at jeg tog teten.”
En af de mange, der havde indstillet Mie Christensen til prisen, var leder på Hotherhaven Maria Graaner von Benzon. De startede samme dag på plejecentret for to år siden, hvor de åbnede døren til det, hun kalder ’det rene ragnarok’.
”Vores samarbejde har været guld værd lige siden den første dag, hvor vi kiggede på hinanden og tænkte: hvad gør vi her? Mie beriger mit arbejdsliv, men også mit Maria-liv. Hun har lært os, at vi ikke bare skal kigge på tingene, men at vi også skal gøre noget ved det,” siger Maria Graaner von Benzon, der kun har rosende ord at sige om vinderen:
”Jeg håber, at Mie bliver på plejecentret i 17 år endnu, indtil jeg går på pension. Hvis ikke, så tager jeg med hende.”
Læs hele historien om Mie på Fagbladet FOA