Særligt til tillidsvalgte

Overbevisende argumenter

Som tillidsvalgt er du sikkert ofte i en situation, hvor du gerne vil overbevise nogen om noget.
Her er tre trin til at forberede den bedste argumentation.

1. Formuler din påstand

Find ud af, hvad det helt præcist er du vil overbevise din modtager om.
Overvej hvor modtageren står i forhold til påstanden. Skru op eller ned for påstanden alt efter hvad du har behov for at overbevise din modtager om

Hvad tænker din modtager?   Hvad kan du gøre?  Eksempel

Hvis din modtager er uenig i fakta

Formuler en påstand, der handler om grundlæggende fakta omkring sagen

Fx:

”Der er ofte kolleger der står alene med mange børn”

Hvis din modtager er uenig i hvordan man definerer forhold i sagen

Formuler en påstand om hvordan man skal definere forskellige forhold

Fx:

”10 børn er mange at være alene med ”

Hvis din modtager er uenig i din vurdering af sagen

Formuler en påstand, der handler om vurderingen af sagen

Fx: ”Det er ikke godt når kollegerne står alene med mange børn.”

Hvis din modtager er uenig i hvad man bør gøre

Formuler en påstand om hvad man bør gøre

Fx: ” Vi bør sørge for at man ikke kommer til at stå alene med mange børn”

2. Find begrundelser fra forskellige perspektiver

Påstanden skal følges op af en begrundelse for at der er tale om et argument.

Du kan finde begrundelser ud fra mange forskellige vinkler. Her er nogle eksempler på begrundelser til påstanden

”Vi bør sætte vikar på hvis man ellers kommer til at stå alene med mange børn” 

- ud fra en liste med mange forskellige vinkler

Vinkel

Begrundelse

Økonomi

  • Det er billigere at give børnene en tryg børnehavetid end at skulle sætte støtte på urolige børn i folkeskolen

Kvalitet og faglighed

  • Børn har brug for at blive set af nærværende voksne for at kunne udvikle sociale og personlige kompetencer

Etik

  • Det er forkert at overlade børn til sig selv i så høj grad

Arbejdsmarked

  • Vi har ledige pædagogmedhjælpere som kan optjene dagpengeret, hvis de får flere timer i institutionen

Miljø:

  • Vi kan ikke lære børnene om samle affald op og sortere affald m.m. hvis der er for mange børn pr voksen

Arbejdsmiljø

  • Kollegerne bliver belastede af at stå med mange børn alene og risikerer at gå ned med stress

Kultur

  • Vores kultur bygger på omsorg for børn

Individuelle konsekvenser

  • Det barn, der ikke får opmærksomhed fra voksne, vil blive utrygt og blive dårligere til at sætte ord på sine behov og forstå andres behov.

Samfundsmæssige konsekvenser

  • Forældrenes tillid til daginstitutionerne falder og de vil i højere grad vælge at passe børnene selv, hvilket vil betyde at flere kvinder forlader arbejdsmarkedet helt eller delvist.

Brug listen over vinkler til at komme i tanke om mange forskellige begrundelser. Der kan godt være flere argumenter til hver vinkel.

 

3. Vælg ét argument

Mange tror, at det gælder om at have så mange argumenter som muligt. Men det er ikke tilfældet. Mange argumenter har en tendens til at underminere hinanden og virke ufokuseret. Man bør derfor udvælge ét argument og underbygge det så meget som muligt.

Vælg det argument, der passer til din modtager:

  1. Overvej hvad modtageren lægger vægt på.
  2. Se på argumenterne igen og vælg det argument, der vil gøre størst indtryk på din modtager.
  3. Herefter kan du underbygge og finpudse argumentet, så det bliver så stærkt som muligt.