Kender du de 7 tegn på, at fagligheden er presset?
Er dagligdagen så presset, at der er risiko for nedslidning, fejl, svigt? Her er de 7 tegn, som du og dine kolleger skal være særligt opmærksomme på.
Arbejdet med mennesker er givende og berigende. Men en presset hverdag med høje krav kan føre til nedslidning og til svigt og fejl, som rammer de mennesker, vi arbejder med.
Her i artiklen kan du læse om de 7 tegn, du som tillidsvalgt bør være særligt opmærksom på.
Du kan bruge tegnene til at sammenligne med virkeligheden på din egen arbejdsplads, så I sammen kan finde løsninger, hvis jeres faglighed er presset.
Det er også oplagt at tage listen op på et MED-/HSU-møde eller i samarbejdet med ledelsen.
Her er de 7 tegn på, at fagligheden er under pres
- For få hænder og for lidt tid
Brandslukning, risiko for fejl pga. skiftende personale, ingen tid til sparring.
- Hård tone og negative fortællinger
Konflikter over småting, enighed om at en ’hård linje’ er nødvendig, der latterliggøres.
- Ingen mentale pusterum
Pauser droppes, madpakken spises på farten, toiletbesøg udskydes, omsorg for kolleger glemmes.
- Fejl kommer ikke frem i lyset
Klager bagatelliseres, fejl dysses ned til ’enlige svaler’, kolleger frygter at stå frem.
- Det svære deles ikke med hinanden
Der mangler tid til faglig sparring, vi deler det svære på en belastende måde.
- Uklare krav fra mange fronter
Arbejdsgange er ikke skrevet ned, retningslinjer bliver ikke drøftet, standarder er for lave.
- Viden og erfaring bruges ikke
Arbejdsvilkår gør det svært at indføre ny viden. Nye input ’trumfes’ af vaner.
Brug værktøjet ”Sig det højt – gør det fagligt”
Kan du nikke genkendende til ét eller flere af de 7 tegn på din arbejdsplads? Så tjek værktøjet ”Sig det højt – gør det fagligt”.
Her finder du:
- 15 veje til at sætte fagligheden forrest på jeres arbejdsplads
- Vejledning og dialogværktøjet ”Sig det højt – dialogværktøj”, som I kan bruge til at få sagt problemerne højt til beslutningstagerne i kommunen eller regionen.
- videoer og guides om presset faglighed. Videoerne er oplagte til arrangementer og møder i FOA eller på din arbejdsplads.
Se værktøjet ”Sig det højt – gør det fagligt”