Helena Mikkelsen, forbundssekretær
Særligt for tillidsvalgte

Vær med i en fælles indsats om at holde på seniormedarbejderne


Nyt partnerskab mellem KL, Forhandlingsfællesskabet samt medarbejdere, tillidsvalgte og ledere skal inspirere til aftaler, der kan få seniorerne til at blive længere på arbejdsmarkedet. Og der skal tænkes i individuelle løsninger, siger Helena Mikkelsen, forbundssekretær i FOA.

Risikoen for alvorlig mangel på arbejdskraft i kommunerne i de kommende år får nu FOA med Forhandlingsfællesskabet og Kommunernes Landsforening (KL) til at invitere ledere, medarbejdere og tillidsvalgte til at deltage i ”Seniorpartnerskabet”, hvor de på en række møder tilbyder et forløb, der skal give inspiration og værktøjer til aftaler, der giver de ældre medarbejdere lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Individuelle løsninger

- Halvdelen af social- og sundhedsmedarbejderne tager hul på pensionen før tid, men ifølge en medlemsundersøgelse, så vil fyrre procent af social- og sundhedsmedarbejderne faktisk rigtig gerne blive længere på arbejdsmarkedet, så længe det bare er tilpasset deres individuelle behov. Det kan være en ekstra feriedag. Det kan være at have fri hver fjerde uge. Små omlægninger i arbejdstiden, der kan være med til at mindske nedprioriteringen af arbejdslivet.

-  Og når der er en medlemsundersøgelse, der viser, at medarbejderne gerne vil blive, så er det absurd, hvis man ikke tilbyder det i denne situation, siger Helena Mikkelsen, forbundssekretær i FOA. Hun tilføjer: FOAs medlemmer er mange forskellige faggrupper med mange forskellige arbejdsliv og behov, derfor er det vigtigt at tænke i individuelle seniorordninger.

Dialog og konkrete værktøjer i Seniorpartnerskabet

Den dialog bliver der mulighed for at tage i Seniorpartnerskabet, som henvender sig til alle kommuner, som enten er godt i gang med en seniorindsats eller skal til at begynde. 

Partnerskabet byder på mulighed for at dele erfaringer og hente viden fra andre kommuners arbejde med seniorindsatsen og lover konkrete værktøjer til det daglige arbejde med seniorindsatsen i et udviklingsforløb som støtter de processer, der allerede er i gang, så de enkelte kommuner kan komme mål med seniorindsatsen.

Ældre medarbejdere skaber kontinuitet og tryghed

Helena Mikkelsen mener, at det vil skabe stor værdi, hvis man kan få seniorerne til at forlænge arbejdslivet.

- De unge og nyuddannede kan komme med ny viden, men man skal huske, at man også tilegner sig rigtig meget viden igennem erfaring. Og den har de ældre masser af.

- Da jeg selv blev ansat som nyuddannet social- og sundhedsassistent, syntes jeg, at det var fedt at arbejde sammen med en sparringspartner, der ikke var i tvivl, og som havde så meget faglig erfaring. Hvis alle de ældre stopper før tid, så vil der jo opstå en ekstrem mangel på viden. Det betyder desuden rigtig meget for borgerne at møde mennesker, de har kendt længe. Det, der betyder noget for borgerne, det er den relation, de har.

Tænk ud af boksen

Helena Mikkelsen opfordrer alle i Seniorpartnerskabet til at tænke frit, når de skal komme på ideer til senioraftaler. Først medarbejderne:

- Vi bruger meget tid på vores arbejde, og det er en vigtig del af, hvem vi er. Tænk over, hvad der skal være i en god senioraftale for dig. Hvad skal der til for, at du vil blive lidt længere? Omlægning af arbejdstiden? Tid til restitution? Fri i weekenden, hverdagene eller hver fredag? En senioraftale er ikke kun noget med at gå ned i tid. Der er et hav af muligheder. 

Til de tillidsvalgte siger hun:

- Prøv at tænke over – sammen med lederne – hvordan denne arbejdsplads skal se ud om fem år. Tænk i muligheder. Og husk: Alle vil gerne løse det her! Det er lige så meget i ledernes interesse at fastholde medarbejderne, så de skal også være klar til at tænke nyt. Senioraftalerne skal være individuelle og tage hensyn til de enkeltes ønsker.

Tilmeld kommunen senest 1. september

Interesserede kommuner kan tilmelde sig frem til 1. september 2022. 

Læs mere om Seniorpartnerskabet her.