FOA på Folkemøde
Efter to år med aflysning og corona-restriktioner er Folkemødet tilbage i Allinge på Bornholm den 16.-19. juni, og FOA og PenSam er igen på plads med vores telt ved Brandstationen og med en stor camp for medlemmer i Sandvig.
FOA har gennem de seneste 10 år været en fast gæst på Danmarks største demokratifestival, hvor størstedelen af beslutningstagerne indenfor politik, erhverv og kultur er samlet til tre dage med diskussion, debat og netværk.
På Folkemødet er der mulighed for at sætte spot på FOAs dagsordener, og diskutere emnerne i nogle mere uformelle rammer og former end normalt.
Ved årets Folkemøde tager FOA fat på så forskellige emner som Atypiske ansættelser, Psykiske belastninger af personer med højrisikojobs, Hygiejne og rengøring, Børn i udsatte positioner, og Arbejdsorganisering i små teams. Derudover har vi naturligvis også vores store ulighedskampagne med til Bornholm, så alle får øjnene op for at ”Mere lighed løfter os alle”.
FOA Ungdom er også på Folkemødet, og inviterer sammen med 3F Ungdom til en debat om usundt sprog og kultur på arbejdspladsen.
FOA deler som altid telt med PenSam, og de har planlagt arrangementer om Det danske pensionssystem, Fair Skat og om Grønne og sorte investeringer.
Udover de mange arrangementer i vores telt, er FOA også repræsenteret på Folkemødet med den traditionsrige FOA-camp på Sandvig Familiecamping. Campen kan igen i år melde alt udsolgt med 100 FOA-medlemmer + familier, som er samlet til en uge med ferie og Folkemøde.
Er du på Bornholm i Folkemøde-ugen, er du altid velkommen til at kigge forbi FOA og PenSams telt. Vi holder til ved brandstationen i Havnegade, hvor vi bor ved siden af 3F.