Her er alt du skal vide om FOAs lønkampagne
’Mere lighed løfter os alle’ er fortsat overskriften, nu hvor FOAs lønkampagne er gået ind i sin tredje etape. Og når vi siger det, så er vores ønske og mål, at FOAs faggrupper, der ikke er blandt landets højst betalte, får noget mere i lønposen. Er du nysgerrig på kampagnen, og har du eventuelt selv lyst til at deltage, skal du læse med her.
Af: Jacob Kabel
Hvor finder man kampagnen henne?
På kampagnesitet på FOAs hjemmeside har vi samlet de vigtigste pointer. Her kan du finde flere videoer, og så kan du dykke ned i en befolkningsundersøgelse, der blandt andet viser, at stort set hele den danske befolkning bakker op om kravet om mere i løn.
Vi forsøger også at påvirke medierne til at viderebringe vores budskaber, og vi har i den forbindelse sendt flere pressemeddelelser ud allerede. Her har vi sat spot på lokallønsforskelle og tallene fra den førnævnte befolkningsundersøgelse.
Medierne påvirkes desuden via debatindlæg, hvor flere afdelingsformænd allerede nu har skrevet og indsendt indlæg om forskellige uretfærdige lønaspekter.
Kampagnen lever også ude på de enkelte FOA-afdelingers sociale medier. Så husk at følge, like, kommentere og dele.
Annoncemæssigt kan man finde kampagnen på en række hjemmesider, på plakater uden for Netto-butikker samt i radiospots.
Er du nysgerrig på, hvad der er planlagt fra din lokalafdelings side, kan du altid tage fat i dem og høre.
Hvordan kan jeg være med til at give kampagnen luft under vingerne?
Du kan like, kommentere og dele kampagneindhold fra FOAs- og/eller din afdelings Facebookside. Det er hurtigt gjort, det koster ikke noget, og hvis mange nok gør det, breder opslagene sig og bliver synlige for flere.
Hvis du virkelig vil gøre en forskel, kan du bidrage ved at skrive et debatindlæg om noget, der ligger dit hjerte nært. Det kan for eksempel være, at du oplever, at lokallønnen i din kommune altid tilfalder andre faggrupper end FOAs. Eller måske har du oplevet, at kolleger forlader jeres fag, fordi de bliver stillet bedre løn i udsigt et andet sted.
Har du brug for hjælp til at skrive et debatindlæg, kan du tage fat i Jacob Kabel fra FOA Kommunikation på jacka@foa.dk – han vil meget gerne hjælpe.
I flere afdelinger har man også arrangeret fysiske happenings, hvor man eksempelvis synliggør sig selv og sit budskab på det lokale torv eller lignende. Kunne du tænke dig at deltage i sådan noget, kan du forhøre dig hos din egen afdeling, om de har noget planlagt.
Hvor længe kører kampagnen?
Kampagnen gik i luften den 1. marts sidste år, og også dengang var det ’mere lighed løfter os alle,’ der var budskabet. Første runde af kampagnen kredsede om (u)lighed i samfundet. I september blussede kampagnen op igen, og her havde vi fokus på den værdi, FOAs medlemmer tilfører det danske samfund.
Nu er vi gået ind i anden uge af tredje runde, og her zoomer vi yderligere ind på løn. Annoncemæssigt kører kampagnen næste uge med, men der vil helt indtil sommerferien kunne findes debatindlæg og andet, der relaterer sig til kampagnen.
Til efteråret giver vi kampagnen et skud igen, og her begynder vi også at trække organisering ind som et emne.