Særligt for tillidsvalgte


Ansatte på offentlig overenskomst

Ny vejledning giver klarhed over arbejdstidsreglerne

FOA har sammen med KL og seks andre faglige organisationer udviklet en fælles vejledning til døgnarbejdstidsreglerne. Den skal understøtte tilrettelæggelse af arbejdstiden. Her kan du blive klogere på, hvad det hele handler om, og hvorfor det er en banebrydende vejledning for mange.

Af: Jacob Kabel og Klaus Lange

Har du som TR oplevet sager, hvor en kollega er uenig med jeres arbejdsgiver om arbejdstidsreglerne? Har vedkommende måske oplevet fejl på lønsedlen, netop fordi arbejdstidsreglerne har været uklare?

Så er der endelig godt nyt.

FOA har sammen med seks andre faglige organisationer og Kommunernes Landsforening (KL) udarbejdet en ny, fælles vejledning til døgnarbejdstidsreglerne. Tanken bag vejledningen er, at den kan blive et redskab til at sikre færre misforståelser og uenigheder ude på arbejdspladserne. I sidste ende kan den sikre, at FOAs medlemmer får den rette løn, når de arbejder på skæve tider af døgnet, eller der sker ændringer i den allerede planlagte tjeneste.

Selve vejledningen finder du her:

Vejledning til døgnarbejdstidsaftalerne på det kommunale område 

Den indeholder blandt andet en lang række eksempler, der gør de ellers lidt kringlede regler lettere at forstå.

Er du alligevel i tvivl om, hvad der er op og ned, så tag endelig fat i din afdeling. I løbet af de næste 14 dage er samtlige FOA-afdelinger inviteret til webinarer, hvor vejledningen gennemgås, og det skulle gerne klæde dem på til at besvare de spørgsmål, man som TR eller medlem måtte have.

Her kan du se en video om den nye vejledning, og længere nede på siden får du svar på en række generelle spørgsmål om vejledningen.

 

 

Hvilket problem løser den fælles vejledning?

Vi håber på at se færre uenigheder om reglerne, da den fælles vejledning signalerer samarbejde om både forståelse og anvendelse med arbejdsgiverne.

Hvorfor er det vigtigt for FOAs medlemmer?

Det er vigtigt for FOAs medlemmer og de tillidsvalgte, fordi den nye vejledning er et redskab, de kan bruge i det lokale arbejde og i arbejdstidsplanlægningen.
Vejledningen skal være med til at højne den lokale dialog om arbejdstidsplanlægning – både for den enkelte og på arbejdspladsen. Og så har vi gjort reglerne lettere at forstå, bl.a. ved hjælp af en masse eksempler i vejledningen.

Giv et eksempel på et problem, vejledningen løser?

Vi ved fx, at der er udfordringer omkring nedskrivning af arbejdstiden og markeringen af søgnehelligdagsfriheden i forbindelse med, at der falder helligdage.
Derfor er der i vejledningen fokuseret både på eksempler omkring nedskrivningen i en opgørelsesperiode og på markeringen af søgnehelligdagsfrihed i tjenesteplanen. Derudover er der planer om at udbygge vejledningen med små animationer og andet, der kan gøre dem lettere at forstå.

Hvilke andre faglige organisationer er med i aftalen?

Udover FOA er DSR, 3F, Socialpædagogerne, Kost- og ernæringsforbundet, Ergoterapeutforeningen og Danske fysioterapeuter. Og så er KL selvfølgelig også med.

Hvilke faggrupper er vejledningen relevant for?

Inden for KL’s område: social- og sundhedspersonale, husassistenter (døgn), ikke-faglærte (døgn), omsorgs- og pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, pædagoger (døgn) i København og flere til.