Særligt for tillidsvalgte


Foto: Tobias Stidsen

Visionerne for de næste fire år er på plads: Hvad betyder det for dig som TR?

FOAs sjette ordinære kongres er afsluttet, og vanen tro har forbundets øverste instans besluttet, hvilke visioner der skal gøre sig gældende for de næste fire år i landets tredjestørste fagforening. Tillidsrepræsentanternes rolle blev debatteret flittigt, og her kan du læse, hvad de ca. 600 delegerede besluttede om TR’s rolle.

Af: Jacob Kabel

Vi har et problem. Medlemstallet i FOA går den forkerte vej, for der forsvinder flere fra fællesskabet, end der kommer ind. Den tendens skal vendes, og det var ét af omdrejningspunkterne i debatten om tillidsrepræsentanternes rolle, der fandt sted på kongressens åbningsdag.

Fra hovedbestyrelsens side havde man lagt op til tre mål, der alle kredser om det virke, man har som tillidsrepræsentant.

Det første mål handlede dog ikke om organisering, men derimod om, at flere FOA-medlemmer skal have en tillidsrepræsentant. På nuværende tidspunkt er det hvert fjerde medlem, der ikke har en TR at gå til. Men én ting er at sige, at man vil rette op, en anden er at finde ud af hvordan.

Heidi Knudsen fra FOA Storstrøm foreslog fra kongressalen, at nuværende TR’er kan besøge nogle af de arbejdspladser, der ikke nu har fundet én. På den måde kan de erfarne TR’er give et indblik i, hvad det indebærer og på den måde afmystificere hvervet:

”Det er både givende og dejligt at være tillidsrepræsentant. Og det må vores kolleger godt vide. Det kan være, det giver flere lyst til at melde sig,” sagde hun.

Den erfarne FTR Kim Walther Andreassen fra FOA Nordsjælland tænkte videre:

”Når der kommer en ny TR et sted, så kan nogle af de erfarne TR’er fra andre steder hjælpe vedkommende i gang,” sagde han.

Onsdag på kongressen blev følgende vision besluttet:

Ved en fælles indsats skal vi sørge for, at flere medlemmer får en tillidsrepræsentant og forbedre den nuværende TR-dækning. Vi arbejder for TR-dækning for alle FOAs faggrupper, på alle arbejdspladser, så vi har relationerne til at kunne organisere kollegerne og styrken til at løfte i fællesskab.

Organisering som førsteprioritet

Fra hovedbestyrelsens side var der lagt op til, at organisering af nye medlemmer skal have førsteprioritet for TR’erne de næste fire år. Men hvor hovedbestyrelsens oplæg også tilsagde, at opgaven skal løses før alle andre, endte kongressen med at beslutte en anden ordlyd.

Kamilla, TR fra FOA Vestsjælland, italesatte en bekymring i forhold til hovedbestyrelsens oplæg:'

”Skal organisering løses før alt andet? Jeg synes ikke, det skal skilles ad: Medlemsorganisering skal tænkes ind i alt andet, vi laver.”

Og som en FTR fra Odense Universitetshospital forklarede:

”Medlemsorganisering er noget af det vigtigste, men jeg synes ikke, det skal formuleres, som det er skrevet i oplægget. Jeg organiserer, når jeg er på arbejde, når jeg har fri, når jeg er til fest og meget mere – og jeg bliver stadig inviteret,” sagde han og forklarede en mere strukturel udfordring:

”Hvordan sikrer vi, at der altid er en TR med til ansættelsessamtale? Vi kommer alt for sent ind i loopet.”

Den endelige vision for organiseringsindsatsen endte således:

Vi arbejder for, at opgaven med at organisere medlemmer har højeste prioritet og tænkes ind i alle opgaver, både for tillidsrepræsentanter og ansatte. Tillidsrepræsentanter løser opgaven på deres arbejdsplads(er). Den lokale FOA-fagforening løser opgaven på de arbejdspladser, der ikke har en tillidsrepræsentant.

Og i forlængelse af pointen om, at man som TR kommer alt for sent på banen, når nye kolleger ansættes, blev der besluttet to andre visioner:

Vi kontakter alle nye kolleger, allerede før de tiltræder, så vi kan repræsentere dem ved lønindplaceringen. Hvis de ikke er medlemmer, opfordrer vi dem også til at melde sig ind.

Vi besøger alle uddannelsessteder, også erhvervsskoler, hyppigt. Vi skal både bidrage til undervisningen med viden om FOA og den danske model og være synlige på fællesarealerne. Vi skal invitere alle elever med i FOA og skabe FOA-fællesskaber for eleverne.

Vilkårsaftaler til alle TR’er

Det tredje og sidste punkt i hovedbestyrelsens oplæg var, at alle TR’er skal have ordentlige vilkår, så de kan udføre hvervet. Det handler primært om at sikre, at alle har en skriftlig vilkårsaftale med deres arbejdsgiver. Her blev det blandt andet påpeget fra salen, at man i de private overenskomster nu har ret til at mødes med nye kolleger i arbejdstiden.

Som René Strunch fra FOA Vestsjælland udlagde det:

”Jeg kan ikke være uenig i hovedbestyrelsens oplæg. TR’erne tages som gidsler imellem deres daglige arbejde og deres TR-hverv. Når de siger til ledelsen, at de har krav på ’den fornødne tid’, mødes de med, at det hele jo skal hænge sammen. Vi har brug for mere konkrete rettigheder.”

I det hele taget var der flere, der i debatten italesatte, at travlhed på arbejdspladsen skyggede for TR-opgaverne. Forstået på den måde, at TR-opgaverne ryger i baggrunden, når arbejdsbyrden presser sig på. ”Driften kommer før alt andet,” blev der blandt andet sagt.

Derfor besluttede kongressen følgende vision:

Vi aftaler ordentlige vilkår for tillidsrepræsentanterne og fællestillidsrepræsentanterne med deres arbejdsgivere. Det gør vi ved, at de får en skriftlig vilkårsaftale med arbejdsgiver. Aftalen sikrer, at tillidsrepræsentanterne har opbakning og tid til at engagere deres kolleger og varetage deres interesser.

Relationer er vigtige

Men TR’ers vilkår handler også om at have sin FTR og sin afdeling i ryggen.

”Jeg var TR indtil for nyligt. Jeg havde ofte følelsen af at stå lidt alene ude på arbejdspladsen,” sagde Julie Møller Brøsted, der nu er formand for pædagogisk sektor i FOA Århus.

Laila Mikkelsen, der er TR i FOA Århus, stemte i:

”Mine nye TR-kolleger forsvinder virkelig hurtigt, fordi de føler sig meget alene ude på arbejdspladsen. De føler sig utrygge i mødet med ledelsen. Vi skal have et ordentligt kollegaskab mellem TR’erne.

Humlen af det hele er, at man netop ikke skal stå alene som TR. Tværtimod:

”Noget af det, der har styrket mig allermest, har været, at jeg har haft min FTR i baghånden. Og FTR har haft afdelingen i baghånden. Men jeg hører, at der mange steder er for langt imellem de led – men den kæde kan ellers virkelig noget,” sagde Kamilla, TR fra FOA Vestsjælland.

Onsdag besluttede kongressen derfor følgende vision:

Vi sørger for, at der er en nær relation mellem alle tillidsrepræsentanter og deres lokale FOA-fagforening, ligesom vi sørger for, at alle tillidsrepræsentanter får en afklaring med deres lokale FOA-fagforening om sin rolle på arbejdspladsen og om arbejdsopgaver og uddannelse, så de har de rette kompetencer til at hjælpe deres kolleger og tale deres sag.

Er du interesseret i at læse Fagbladet FOAs dækning af debatten om tillidsrepræsentanternes rolle, kan du finde den på fagbladetfoa.dk.

På fagbladetfoa.dk kan du også få et overblik over kongressens øvrige beslutninger og hvilke mål, FOA skal arbejde med de næste fire år.