FOA bliver flot repræsenteret ved Årets TR-prisfest
Som det eneste fagforbund er FOA repræsenteret i nomineringerne til både prisen som årets TR og prisen som årets AMR. Det hele afgøres ved et stort show i København den 1. november.
Af: Jacob Kabel
Årets TR er… (trommehvirvel)… Helle Andreasen!!
Det er snart et år siden, Helle Andreasen blev hyldet som årets TR, og nu er det ved at være tid til at finde ud af, hvem Helles efterfølger skal være. Og her markerer FOA sig særdeles flot med en nominering i både kategorien Årets TR og i kategorien Årets AMR.
Allan Starp: Nomineret til Årets AMR
Allan Starp fra Københavns Madservice er indstillet til prisen som Årets AMR af sin kollega Irma Anthony, der beskriver Allan som ”initiativrig, handlekraftig og hjælpsom”, og så tilføjer Irma i sin indstilling, at ”Godt arbejdsmiljø smages i maden.”
Fagbladet FOA har talt med Allan Starp, der af kollegerne er ”Kongen af arbejdsmiljø.” Du kan læse artiklen her
Pia Dideriksen: Nomineret til Årets TR
I kategorien Årets TR er Pia Dideriksen nomineret. Hun er fællestillidsrepræsentant på SOSU-området i Mariager Fjord Kommune.
Stine Louise Nielsen står bag indstillingen, og hun beskriver Pia Dideriksen som ”et udadvendt, smilende, positivt, velforberedt og vellidt mennesker, som altid står klar med hjælp og støtte…”
Hun fremhæves desuden for sin kampgejst for at opnå gode resultater for medarbejderne i kommunen, hvilket blandt andet har betydet, at ”Pia har forhandlet mange gode aftaler hjem og gode arbejdsvilkår til os medarbejdere.”
Du kan læse meget mere om de nominerede, priserne og det store show, der løber af stablen den 1. november her