Færdigt arbejde

Podcast: De megavigtige pauser og generationernes sammenstød – har du fået lyttet til de seneste afsnit af podcastserien ’Færdigt arbejde’?

De megavigtige pauser og hvordan får man prioriteret dem

At pauser kan være rigtig svære at tage sig tid til i en presset hverdag, kan mange FOA-medlemmer uden tvivl nikke genkendende til.

I Fagbladet FOAs podcastserie kan du i afsnittet om pauser blive klogere på, hvad bare 3 minutters pause kan gøre for hjernen. Det fortæller arbejdsmiljøkonsulent i FOA, Charlotte Bredal, der bl.a. medvirker i afsnittet.

”Forskning har vist, at hvis bare vi giver vores hjerne en pause på 3 minutter, så svarer det til, at det stresshormon, vi har i kroppen, bliver reduceret med 30 procent. Det siger jo noget om, at det er nogle små greb, vi skal have fat i hele tiden.”

I podcasten medvirker også Stine Olsen, der er omsorgs- og pædagogmedhjælper på Bofællesskaberne Inge.

Her er der også travle og uforudsigelige dage, men arbejdspladsen har opbygget en kultur, der gør, at hun kan tage et break, når der er brug for det.

”Hos os har vi lov til og tør at sige højt: ’Jeg er træt, jeg er presset, det her er hårdt for mig – jeg har brug for, at der er en anden, der tager over’. Vi ved, at vi for at kunne være der fuldt og helt for borgerne har brug for nogle pauser – både en spisepause med kollegerne og de små pauser, hvor man lige kan sunde sig,” siger Stine Olsen.

Så lyt med og få inspiration til hvordan I kan tage snakken om at få prioriteret de vigtige pauser ude på jeres arbejdsplads.

 

Når generationerne støder sammen - og hvad de kan lære af hinanden

I podcastafsnittet ’Undgå at skræmme de unge væk’, kan du helt sikkert blive klogere – også på dig selv.

Her fortæller fremtidsforsker Marianne Levinsen, hvorfor misforståelser opstår mellem generationerne – blandt andet afskriver den ældre generation ofte den yngre som mindre robust, selvom det ikke er det, det handler om.

”Ofte siger man til de unge, at de kommer med en masse energi og en masse kvalifikationer, men i virkeligheden vil man gerne have, at de lynhurtigt bliver lige som alle de andre,” siger Marianne Levinsen.

Med i udsendelsen er også Monica Thilemann, der er relativt nyuddannet social- og sundhedsassistent. Hun husker tydeligt sin første praktikperiode.

”Når jeg kom med mine gode input fra skolen, fik jeg bare at vide, at det er ikke sådan, vi gør her,” fortæller hun.

”De slæbte sig halvt ihjel og tog ikke imod de input, jeg havde til, hvordan de kunne lade være med at slæbe sig halvt ihjel.”

Til gengæld: Når de forskellige årgange på en arbejdsplads forstår og respekterer hinanden – og lærer at sætte pris på kombinationen af erfaring og friske øjne på den fælles faglighed. Så opstår harmonien.

Lyt med og bliv klogere på hvordan I sammen kan arbejde med at lytte, lære og blive inspireret af hinanden og jeres fagligheder - uanset om man er en erfaren rotte i faget, eller om man er ny kollega, der kommer lige fra uddannelse.

Listen to "Undgå at skræmme de unge væk" on Spreaker.