Ansatte på privat overenskomst

OK25: Thomas og Ida vender overenskomsten i ny podcast

Det kan være svært at finde hoved og hale i overenskomst-forhandlingerne. Har du tid til en kop kaffe? Så drik den i selskab med Thomas og Ida, der giver en dugfrisk status på de kommende forhandlinger på det private område.

I 2025 skal der igen forhandles om overenskomsterne på det private arbejdsmarked.

Men hvordan er det nu lige med sådan en overenskomst? Hvad er der på spil denne gang? Hvad skal du lytte ekstra godt efter, og hvornår sker der noget af betydning for dig og dine kolleger?

Hvis du også sidder med de spørgsmål, så er den nye FOA-podcast ”En lang historie kort” lavet til dig.

Thomas Enghausen er næstformand i FOA og topforhandler til OK25, når der skal lægges arm med arbejdsgiverne. Det er altså ham der forhandler for dig og dine kolleger.

Under OK25 vil han løbende blive sat i stævne af journalist på Fagbladet FOA, Ida Østerlund. Over en kop kaffe vender de overenskomstforhandlingerne, så Thomas kan give en både kort og dugfrisk status på OK25.

I den første episode kommer Thomas Enghausen lige fra Hovedbestyrelsesmøde i FOA. For overenskomstforhandlingerne på det private område er lige om hjørnet, men hvad er det egentlig FOA tager med til bordet, og hvem har bestemt det? Så snup en kop kaffe og få svarene i denne første episode af podcasten ”En lang historie kort”.

Lyt til podcasten nedenunder eller find den på Apple podcast eller Spotify - søg på: Ok25 en lang historie kort.