Særligt til tillidsvalgte

Arbejdsmiljøorganisationens overordnede opgaver

De strategiske, dvs. overordnede arbejdsmiljøopgaver varetages af arbejdsmiljøudvalget og er beskrevet i § 30 i 'Bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde'.

Opgaverne består i at:

§ 30 Arbejdsmiljøudvalget planlægger og koordinerer virksomhedens samarbejde om sikkerhed og sundhed og medvirker til overordnede og tværgående aktiviteter til forebyggelse af risici og beskyttelse af de ansatte.

Stk. 2. Arbejdsmiljøudvalgets opgaver er:

  1. At deltage i den årlige arbejdsmiljødrøftelse, jf. § 4.
  2. At deltage i processen vedrørende virksomhedens arbejdspladsvurdering, jf. § 2.
  3. At deltage i fastsættelse af arbejdsmiljøorganisationens størrelse, jf. § 24.
  4. At kontrollere sikkerheds- og sundhedsarbejdet og sørge for, at arbejdsmiljøgrupperne orienteres og vejledes herom.
  5. At bidrage med viden og forslag til forebyggelse og løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål og til, hvordan arbejdsmiljø integreres i virksomhedens strategiske ledelse og daglige drift.
  6. At sørge for, at årsagerne til ulykker, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil undersøges, og sørge for at få gennemført foranstaltninger, der hindrer gentagelse. Arbejdsmiljøudvalget skal en gang årligt udarbejde en samlet oversigt over ulykker, forgiftninger og sundhedsskader i virksomheden.
  7. At opstille principper for nødvendig oplæring og instruktion tilpasset arbejdsforholdene på virksomheden og de ansattes behov samt sørge for, at der føres kontrol med overholdelse af instruktionerne, jf. bekendtgørelse om arbejdets udførelse.
  8. At deltage i at koordinere arbejdet for sikkerhed og sundhed med andre virksomheder, når der udføres arbejde på samme arbejdssted, jf. § 8.

Stk. 3. Når arbejdsmiljøudvalget har bidraget med forslag til forebyggelse og løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål til arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren ikke følger forslaget, har arbejdsmiljøudvalget ret til en begrundelse herfor inden for 3 uger.

Se Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 65 om systematisk arbejdsmiljøarbejde