For at begynde på den pædagogiske assistentuddannelse skal du opfylde nogle adgangskrav.
Du skal have bestået 9. klasses eksamen med et karaktergennemsnit på minimum 02 i dansk og matematik. Men hvis du har indgået en uddannelsesaftale, bortfalder kravet om et specifikt gennemsnit. Hvis du hverken har indgået en uddannelsesaftale eller opnået et gennemsnit på minimum 02 i dansk og matematik ved grundskolens afgangseksamen, kan du komme til optagelsesprøve på en af de skoler, hvor man kan tage pædagogisk assistentuddannelse. Det kan for eksempel være en social- og sundhedsskole eller en professionshøjskole.
Dit uddannelsesforløb vil blive tilrettelagt dels ud fra din alder og dels ud fra dine kvalifikationer fra tidligere uddannelse og/eller ansættelser. Dette vil blive kortlagt i en såkaldt realkompetencevurdering.
En realkompetencevurdering er en vurdering af, hvilke kompetencer, du allerede har, f.eks. fra tidligere uddannelse eller jobs. Vurderingen foregår på den skole, du skal starte på. Her vil skolen gennemgå din forudgående skoleundervisning, uddannelse og evt. erhvervserfaring for at sikre, at dit uddannelsesforløb starter på det rigtige niveau for dig, og at du ikke bliver undervist i stof, du kan i forvejen.
- Er du under 25 år, starter uddannelsen med et grundforløb. Der findes både Grundforløb 1 (GF1), Grundforløb 2 (GF2) og Grundforløb + (GF+). Hvilket grundforløb, du skal starte på, bliver besluttet ud fra din realkompetencevurdering.
Efter grundforløbet følger et hovedforløb, hvor du skifter mellem skoleperioder og praktikperioder.
- Er du 25 år eller derover, skal du på et særligt tilrettelagt voksenforløb (EUV), som kan indeholde grundforløb, men ikke nødvendigvis gør det. Hvilket forløb, du skal på, bliver besluttet ud fra din realkompetencevurdering.
Hvis du inden for de seneste fire år har mindst to års relevant erhvervserfaring, kan du for eksempel tage en EUV1, hvor du får merit og kan gennemføre uddannelsen uden grundforløb, uden oplæring i virksomhed (praktik) og med en afkortning på mindst 10% af skoleundervisningen.