Ressourceperson indenfor demens (demenskoordinator)
Hvis du gennem arbejdserfaring har opnået en særlig interesse i arbejdet med mennesker med demens, har du mange muligheder for at videreuddanne dig.
Ønsker du at blive stærkere fagligt i at varetage komplekse pleje-, omsorgs- og relationsskabende opgaver omkring mennesker med demenssygdom og deres pårørende, kan du søge AMU-uddannelser, der på et udvidet niveau giver dig viden om og metoder til relationsdannelse og værktøjer til at mindske konflikter og kommunikationsudfordringer - også med pårørende.
Du vil fx kunne fungere som særlig vidensperson i dit team eller særlig ansvarlig for konkrete og individuelle forløb i relation til borgere med demens og deres pårørende. Du vil kunne bidrage med specifik rådgivning og støtte til personen med demens og de pårørende, bl.a. om undersøgelse og behandling samt vejledning om de forandringer, der kan komme i hverdagen.
Ønsker du at varetage rollen som ressourceperson og derfor specialisere dig på specifikke demensfaglige områder, fx pårørenderelationer, reminiscens og sansestimuli har du mulighed for at anvende AMU uddannelser, der på et udvidet niveau behandler fagspecifikke temaer i kombination med AMU-uddannelser som udvikler kompetencer til relationsskabelse, kollegial supervision, konflikthåndtering eller projektledelse.
Du vil også kunne bidrage med viden om lokale tilbud og indsatser på demensområdet og støtte i forhold til deltagelse i de forskellige tilbud.
Opgaverne aftales specifikt i den enkelte kommune eller på din arbejdsplads.