Har du allerede påbegyndt din ferie, kan arbejdsgiver ikke inddrage din ferie. Er ferien endnu ikke påbegyndt, kan arbejdsgiver udskyde afholdelsen, hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Der skal være tale om en force majeure-lignende situation.
Det skal have været uforudsigeligt for din arbejdsgiver, at situationen kunne opstå. Hvis din arbejdsgiver vil ændre din ferie, skal det desuden være nødvendigt, at det netop er dig, der skal udføre arbejdet på dette tidspunkt, altså at arbejdsgiver ikke kan få arbejdet udført ved hjælp af anden arbejdskraft.
Din arbejdsgiver må altså foretage en konkret vurdering i situationen, og det skal altså være en situation, hvor din leder ikke kan skaffe anden arbejdskraft til at dække arbejdet. Hvis din ferie ændres, har du krav på at få erstattet eventuelle økonomiske tab i forbindelse hermed – eksempelvis afbestilling af sommerhus. Du har dog pligt til at søge at begrænse dit tab mest muligt. Kontakt altid din lokale afdeling, hvis din arbejdsgiver vil inddrage din ferie.