Så skal der spares 370 mio. kroner i Region Hovedstaden!
Som det netop er udmeldt, så skal der spares 370 mio.kr. i Region Hovedstaden, og patienter og medarbejdere bliver gidsler i økonomiaftalen for regionerne, som vi tidligere har udtalt.
Af: Lene Lindberg
Udtalelse: I forbindelse med regionernes økonomi
Som det netop er udmeldt, så skal der spares 370 mio. kr. i Region Hovedstaden, og patienter og medarbejdere bliver gidsler i økonomiaftalen for regionerne, som vi tidligere har udtalt.
Besparelserne for regionerne vil betyde ringere service og behandling af borgerne i Region Hovedstaden. Regeringen har endnu engang skruet ned på velfærden på sundhedsområdet, og for 2017 bliver økonomien strammere end nogensinde før - også her i regionen.
Region Hovedstaden havde allerede før økonomiaftalen, regnet med meget store besparelser på grund af de stigende udgifter. Med de udmeldte besparelser vil det indebære at der skal findes 370 mio. kr. i 2017, og det betyder konsekvenser for både borgere og medarbejdere.
Jeg er især bekymret for, at der kommer til at ske fejl i forhold til pleje og behandling af patienterne. For medarbejderne vil konsekvenserne være et endnu øget arbejdstempo, fordi man ikke kan nå at udføre sine opgaver tilstrækkeligt. Så det er desværre patienterne og medarbejderne, der bliver ofre for disse besparelser.
Gennem de sidste mange år har man effektiviseret så meget at nok er nok. Hvis vi vil bibeholde et ordentlig og sikkert sundhedsvæsen, hvor vi ikke til stadighed forringer patientsikkerheden, skal der tilføres ressourcer og ikke omvendt.
Især kan jeg også blive bekymret, hvis det endnu engang betyder at der skal skæres i de stillinger som FOAs faggrupper udfører, herunder pleje, madproduktion, patienttransport og rengøring som bl.a. udføres af social- og sundhedsassistenter, portører og serviceassistenter.
Både Folketinget, De Danske Regioner og KL har store målsætninger for et sammenhængende sundhedsvæsen og det nære sundhedsvæsen. Det er FOA helt enig i, idet borgerne alt for ofte falder mellem to stole mellem det kommunale og regionale sundhedsvæsen.
Når både kommunerne og regionerne reelt skal ud i store sparerunder, så er det meget vanskeligt at se, hvordan de kvalificeret skal forbedre arbejdet i forhold til et sammenhængende og borgernære patientforløb.
Vi frygter dog, at dette bliver svært med både besparelser i regionerne og vores kommuner, som til stadighed påvirker vores alle sammens velfærd.
En opfordring til alle vores politikere:
Tænk jer om inden I skærer i det borgernære, herunder pleje og behandling.
Lene Lindberg
Talsmand for FOA afdelingerne i Region Hovedstaden
For kontakt:
Mail: lli001@foa.dk
Tlf.: 24 21 56 72