Mangel på dialog mellem Gribskovs borgmester og de faglige organisationer
Gribskovs borgmester, Kim Valentin, har i debatten om kommunens budget for 2017-20 langet ud efter de faglige organisationer BUPL, FOA og Gribskov lærerkreds i pressen. Derfor har vi taget initiativ til en dialog med borgmesteren om samarbejdet mellem vores organisationer og Gribskov kommune. Denne dialog har borgmesteren takket nej til.
Den 8. november udtalte borgmesteren bl.a. til pressen, at ”…der flyver nogle vilde tal rundt fra især BUPL i øjeblikket. Der er faktisk ikke tale om, at vi sparer på børneområdet. Der er i stedet tale om en omprioritering.”
I vores optik sår borgmesteren med en sådan udtalelse tvivl om de faglige organisationers troværdighed.
Vi har i forbindelse med rammebesparelsen, gennem åbne breve til Byrådet og ved et Stormøde for personale og forældre, hvor politikerne også var inviteret, synliggjort besparelsens personalemæssige konsekvenser, hvis den bliver udmøntet som foreslået.
Det er vores faste overbevisning, at rammebesparelsen vil få personalemæssige konsekvenser i form af afskedigelser, fordi to af de prioriteringer, der ligger i budgettet: ledelsesstruktur samt pris og lønfremskrivning allerede er sat i værk. Derfor er der allerede i 2016 tilført disse midler til institutionernes budgetter. Det betyder altså, at de penge, der tilføres i år allerede er tilført sidste år. Derfor tilføres der i realiteten ikke de penge til området i 2017, som tallene på overfladen synes at vise.
De faglige organisationer har et ønske om at bidrage aktivt til udviklingen af børne- og unge området i Gribskov. Vi indgår gerne i konstruktive dialoger, men når der sås tvivl om vores troværdighed, har vi vanskeligt ved at se, hvordan samarbejdet ser ud i fremtiden.
Invitation til forhandling
Den 9. november sendte BUPL, FOA og Gribskov lærerkreds følgende forhandlingsbegæring til borgmesteren:
Kære Kim Valentin
Vi kan af diverse artikler i pressen læse, at du er uenig i de konsekvenser af Budget 2017-20, vi som faglige organisationer har påpeget.
Da vi har et ønske om, at der ikke bliver skabt større forvirring og utryghed end nødvendigt, begærer vi hermed forhandling af Budget 2017-20 samt dets personalemæssige konsekvenser. Derudover ønsker vi at drøfte samarbejdet mellem Gribskov Kommune og de faglige organisationer.
Vi foreslår, at vi mødes d. 15. november om formiddagen. Hvis du er optaget på dette tidspunkt, ser vi frem til andre datoforslag.
Vi har aldrig fået svar fra borgmesteren. Vi har i stedet modtaget en besked fra administrationen om, at Gribskov kommune tilbyder et møde på det administrative niveau.
BUPL har i samarbejde med FOA og Gribskov lærerkreds hele tiden afstemt beregninger og konsekvenser med kommunens administration. Derfor er vi meget uforstående over for borgmesterens udmeldinger i pressen, og hans beslutning om ikke at mødes med os, da det er borgmesterens udtalelser, der fordrejer og forvirrer debatten.
Borgmesteren er i sidste ende den øverste chef for de medlemmer, vi repræsenterer. Derfor håber vi, at du, Kim Valentin, vil genoverveje vores invitation til et forhandlingsmøde.
FOA Nordsjælland, Gribskov lærerkreds og BUPL Nordsjælland