Ann Schjødt

Foto: Annette Nyborg

Præsentation af FOA Nordsjællands medarbejder - Ann Schjødt

Kender du medarbejderne i din fagforening? Hvis ikke har du nu mulighed for at møde alle medarbejdere i FOA Nordsjælland og blive klogere på, hvad de kan hjælpe med. Vi har spurgt alle medarbejdere om de samme spørgsmål.

Ann Schjødt | Mail: anj010@foa.dk | Direkte telefon 46 97 33 74
Faglig politisk konsulent/formands sekretær

Hvad består dit arbejde af? Hvilke opgaver løser du til daglig?
Ann har et arbejdsmæssigt ben i to dele af opgaveløsningen i FOA Nordsjælland. Hun er nemlig både sagsbehandler på ansættelsesretlige sager, bisidder-opgaver og opsigelser. Og derudover er hun konsulent for den politiske ledelse og afdelingsbestyrelsen. Ifm. med sidstnævnte har Ann det administrative ansvar for alle de møder og aktiviteter, der er tilknyttet FOA Nordsjællands formand og næstformand, samt medlemmerne af afdelingsbestyrelsen. Ann er således involveret i en række organisatoriske og politiske opgaver i tæt samarbejde med den politiske ledelse. Herigennem understøtter hun de valgtes virke og er med til at få de politiske dagsordener i fokus.

Som sagsbehandler med mange forskellige sager er der meget lovgivning som Ann skal være fuldstændig skarp på for at kunne yde den bedst mulige rådgivning og hjælp til FOA Nordsjællands medlemmer. Medlemmerne henvender sig både på baggrund af en konkret oplevelse de ønsker en vurdering af og som kan klares med en rådgivende snak, men også med konkrete opsigelser, som de har behov for bliver behandlet i FOAs system.

Det er altid en individuel vurdering, hvilken hjælp det enkelte medlem skal tilbydes. Ann rådgiver også ofte tillidsvalgte, som jo er skridtet tættere på medlemmerne og ofte er den første som medlemmet har kontaktet lokalt ude på arbejdspladsen. Ann sætter stor pris på at samarbejde med de tillidsvalgte: ”Det er god viden, fordi de ved hvad der rør sig lokalt og det hjælper mig meget i mit arbejde”.

De to søjler i Ann arbejdsopgaver komplimenterer hinanden godt og det giver en spændende arbejdsdag. ”Der er altid mulighed for, at der opstår noget akut – enten ift. en medlemssag eller noget politisk aktivitet og det er fedt. Alsidighed i arbejdet er rigtig godt for mig og mit servicegen gør, at jeg ikke bliver træt af at hjælpe andre. Også selvom det er hårdt at tale med folk der primært er kede af det”.

Hvornår kan medlemmer møde dig?
Som medlem af FOA er der primært chance for at møde Ann hvis du får brug for hjælp ifm. en sag om ansættelsesvilkår og/eller opsigelse. Det håber vi ikke, men skulle uheldet være ude ved du nu at du er i gode hænder. ”Alle der ringer ind gør det fordi, det er noget der fylder – måske er det en lille ting juridisk set men det kan været en meget stor følelsesmæssig belastning. Det betyder at jeg skal forholde mig med lige dele empati og professionalisme”.

For Ann betyder professionalismen blandt andet, at man sørger for at spørge ind på den rigtige måde og med afsæt i det menneske man har i telefonen. Det gælder om at komme rundt om hele sagen både helt konkret og juridisk, men også ift. hvilke menneskelige konsekvenser, som oplevelsen har haft – og desuden om det er noget som arbejdspladsen måske har mulighed for også at have fokus på fremadrettet. ”Min opgave er at hjælpe medlemmet til at kunne beskrive, hvad der er sket i et forløb eller ifm. en enkeltstående oplevelse.

Sammen tilrettelægger vi deres sag og jeg er ude alene og forhandle. Bortset fra tjenstlige sager, hvor medlemmet naturligvis er med. Når vi taler om sagen forsøger jeg at opstille de forskellige mulige scenarier op, så medlemmet er klædt godt på til at træffe beslutning om, hvilken vej vi skal forsøge at gå og som jeg arbejder videre med”.

Det kan derfor ofte blive en meget intens medlemskontakt Ann har med de medlemmer hun hjælper. Formålet er jo netop at skabe klarhed over deres situation og hjælpe dem tilbage på et spor, der er så tæt på tilfredsstillende for dem som muligt. Anns mission er, at de medlemmer hun hjælper skal ud på den anden side af sagen på den bedst mulige måde. ”De skal vide, at de har en der kan hjælpe og lytte, men også rådgive. Jeg er ærlig, og det får medlemmerne at vide, men jeg hjælper uanset, hvilken situation de står i”. 

Der kan være sager hvor det er følelsesmæssigt svært, og der er sager, hvor man oplever stor uretfærdighed. Her er Anns kolleger i afdelingen rigtig gode sparringspartnere – og det er faktisk vigtigt både i de situationer, hvor det er svært, og vi ikke opnår de ønskede resultater, og i de situationer hvor man har hjulpet en videre, og Ann har et medlem der trods alt er tilfreds.

Hvorfor har du valgt fagbevægelsen som arbejdsplads?
Ann startede faktisk ”på den anden side af bordet”, da hun i sin tid arbejdede i en kommunal forvaltning. Som ansat på ældrekontoret mødte Ann jo tit FOA i forhandlingssammenhænge og gennem det kendskab, blev hun opfordret til at søge en stilling i det tidligere FOA Helsingør. ”Det var som at komme til en helt anden verden at starte i FOA”.  Men det må have været en god verden for Ann for hun har været i FOA i 26 år og desuden besat rigtig mange forskellige stillinger og løst mange forskellige opgaver. Selv beskriver hun det som, at hun over har arbejdet sig ind på den rette hylde, hvor hendes kompetencer kan komme i spil på den bedste måde.

”Det er medlemmerne, der har gjort, at jeg er blevet i fagbevægelsen – det at jeg kan hjælpe dem holder mig til ilden. Jeg kan rigtig godt lide FOA-verdenen generelt. Det er en fællesskabsfølelse, som giver en, en følelse af at være en del af noget stort. Vi værner om mange års historie, som vi har ansvaret for at videreformidle til de unge generationer og det er meget vigtigt, at vi formår at videreformidle, det vigtige fundament, som vi står på”.