Ferieåret 2023
2023 bliver omsider et år, hvor der er flere fridage i sigte, end hvad tilfældet har været de seneste par år.
Her kan du få et overblik over, hvor mange og hvornår de falder i år
Mens store bededag bliver diskuteret på livet løs, er der grund til at glæde sig over, at det i år stadig er en fridag for mange.
Både i 2021 og 2022 var kalenderen imod dem, der ikke arbejder på døgnområdet, da en lang række bevægelige helligdage og overenskomstbestemte fridage landede i weekender.
I år er der derimod 10 gratis fridag at glæde sig til på grund af helligdage og fridage, der falder på en hverdag.
God kampdag 1. maj
Arbejdernes internationale kampdag er for nogle en helt almindelig arbejdsdag, mens den for andre er en halv eller en hel fridag.
I år falder kampdagen på en mandag og er dermed en ekstra fridag for de heldige.
Påske, store bededag og pinse
Nogle helligdage ligger helt fast på hverdage. Det gælder skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag, store bededag og 2. pinsedag.
Her er der tale om søgnehelligdage, og det har betydning, hvis du ikke har fri, for så skal du have helligdagsbetaling.
Udover at få 50 procent oven i den almindelige løn, skal du have nedskrevet normtimer og have en frihedsperiode på 35 timer på et andet tidspunkt, hvis du arbejder på en søgnehelligdag.
Grundlovsdag
Reglerne for grundlovsdag er forskellige i de enkelte FOA-overenskomster, da nogle har helt fri, nogle har fri en halv dag, mens andre skal arbejde.
I år falder dagen på en mandag, og der kan dermed være en ekstra fridag at hente for nogle.
Jul og nytår
I år ser det bedre ud med fridage mellem jul og nytår, end hvad tilfældet var sidste år, hvor kun én helligdag lå på en hverdag.
I år falder juleaften nemlig på en søndag, hvilket betyder, at de fridage, som ligger efter juleaften (1. juledag og 2. juledag), alle falder på hverdage.
Hvis du dermed vil holde fri mellem jul og nytår, skal du kun bruge 3 fridage.
Sådan ligger helligdagene i 2023
- Nytårsdag 1. januar 2023
- Skærtorsdag den 6. april
- Langfredag den 7. april
- 2. påskedag mandag den 10. april
- Store bededag fredag den 5. maj
- Kristi himmelfartsdag torsdag den 18. maj
- Arbejdernes internationale kampdag 1. maj (ingen, halv eller hel fridag afhængig af overenskomst)
- Grundlovsdag onsdag den 5. juni (ingen, halv eller hel fridag afhængig af overenskomst)
- 2. pinsedag mandag den 29. maj
- Juleaften søndag den 24. december (fridag for nogle, arbejdsdag for andre afhængig af overenskomst)
- Juledag mandag den 25. december
- 2. juledag tirsdag den 26. december.
- Nytårsaften søndag den 31. december (fridag for nogle, arbejdsdag for andre afhængig af overenskomst)
FO - Frihed i henhold til Overenskomst = SH-frihed - Søgnehelligdagsfrihed. Ja - kært barn har mange navne
Forårets helligdage ligger på de samme ugedage år efter år, mens jule- og nytårsdage kan falde på alle ugens dage. Her bemærkes at søgnehelligdage der falder på søndage ikke udløser FO-frihed, men almindelig honorering for søndage.
Nedskrivning i timer
Reglerne for søgnehelligdagene er således, at uanset hvilken vagt/frihed du måtte have på en af de omtalte helligdage så nedskrives arbejdstiden efter devisen:
- Ugentligt timetal divideret med 5 arbejdsdage = antal timer til nedskrivning
- Altså ligegyldigt om helligdagen er en arbejdsdag, planlagt fridag, afspadseringsdag, stregdag/0-dag, sygedag eller under barsel, så optjenes der timer til nedskrivning.
- Nedskrivningen skal i henhold til overenskomsten ske i tidsrummet op til 4 uger før helligdagen og senest 3 måneder efter helligdagen.
Det tekniske
Nedskrivningen for FO/SH foregår ved at de timer man godtgøres for denne dag fratrækkes det normtimetal man er ansat på. Altså hvis man er ansat 37 timer ugentligt og har en normperiode på 4 uger vil timetallet være 148,0 timer (37,0 timer x 4 uger = 148 t.). Hvis man så har en periode med 2 søgnehelligdage, vil nedskrivningen være 2x7,4 timer = 14,8 timer. Det antal timer der så er tilbage til at vagtplanlægge den 4 ugers periode med er 148,0 timer - 14,8 timer = 133,2 timer. Derfor kan det forekomme at der står FO/SH ud for en 0/stregdag fordi timerne allerede er nedskrevet.
Hvornår optjenes der FO/SH-frihed
FO/SH optjenes som sagt for hver helligdag i kalenderåret - (undtaget de der falder på søndage) - uanset hvad dagen kaldes på vagtplanen omtalte dag. Det medfører også at nedskrivningen/afviklingen af de optjente timer kan ske på andet end arbejdsdage, dog ikke på planlagte fridage.
Nedskrivningen sker også på 0-dage, sygedage og under barsel, så længe det er planlagt efter arbejdstidsreglen der omhandler at den ansatte skal kende sin vagtplan 4 uger før den træder i kraft, for mindst 4 uger.