Status på de igangværende OK-forhandlinger

Der forhandles på nuværende tidspunkt om en ny overenskomst for 750.000 offentligt ansatte, herunder for FOAs medlemmer.

Status på de igangværende overenskomstforhandlinger

Der forhandles på nuværende tidspunkt om en ny overenskomst for 750.000 offentligt ansatte, herunder for FOAs medlemmer. I forrige nyhedsbrev skrev vi, at forhandlingerne var blevet forsinket, idet der i første omgang skulle føres forhandlinger mellem Kommunernes Landsforening og Lærerne.

Forhandlinger har siden været i gang, men er nu desværre brudt sammen.

Det er forhandlingerne både på det statslige, regionale og kommunale område der er brudt sammen. Parterne kan ikke nå hinanden, og en af knasterne er bl.a. lønnen.

Danmarks egen statsminister udtaler jævnligt at ”det går godt i Danmark”. Ja faktisk har samme statsminister udtalt at ”der er opsving i den danske økonomi”.

Derfor mener FOA også, at det er berettiget, at vi på vegne af vores medlemmer forventer en lønstigning – det er jo opgangstid. Når det går godt med den danske økonomi, må vi kunne forvente en hæderlig reallønsfremgang. Men eftersom forhandlingerne er brudt sammen, så kan det ende med, at Danmark kastes ud i en storkonflikt.

Forbundsformand i FOA Dennis Kristensen udtaler: ”Vi er på tværs af alle områder blevet mødt med samme falske sang om, at de offentligt ansatte har fået for store lønstigninger i de seneste år. Men vores medlemmer har accepteret tre kriseforlig i træk for at hjælpe med at trække Danmark ud af finanskrisen. Nu fortjener de offentligt ansatte også at få del i opsvinget”.

Forligsmanden Mette Christensen har indkaldt parterne fra begge sider af forhandlingsbordet til at møde i Forligsinstitutionen i dag 1. marts. Her skal hun forsøge, om det er muligt at bringe parterne til enighed. Vi håber, at vi får nye toner at høre der. For det er klart, at vi ikke i et samfund som det danske kan stille 750.000 offentligt ansatte, som hver dag løfter et enormt ansvar på vores alles vegne, ringere end alle andre.

Som medlem kan du følge udviklingen og diverse opdateringer via vores hjemmeside, og du kan læse mere om en evt. konflikt, og hvad det indebærer for dig og dine kollegaer. Vi vil også løbende opdatere vores facebookside  med nyt fra området.