Særligt for Social- og sundhedssektoren - Social- og sundhedshjælpere kan starte direkte på hovedforløb til uddannelsen som Social- og sundhedsassistent

Der er godt nyt til jer og jeres kolleger, som ønsker at videreuddanne sig til Social- og sundhedsassistenter.

Det har tidligere været uklart, hvorvidt man som Social- og sundhedshjælper kunne får merit for sin erhvervserfaring og dermed afkorte sin uddannelse.

  • Alle uddannede Social- og sundhedshjælpere, uanset hvornår de er uddannede, har ret til at blive optaget direkte på hovedforløbet på Social- og sundhedsassistentuddannelsen.
  • Skolerne kan ikke kræve, at Social- og sundhedshjælpere tager dele af grundforløbet.
  • Alle Social- og sundhedshjælpere får afkortet deres Social- og sundhedsassistentuddannelse med 5 måneders praktik og 5 ugers skoleundervisning.

 

Hvis du har behov for supplerende undervisning for at kunne følge undervisningen i hovedforløbet, fordi du fx ikke tidligere har haft dansk og naturfag, er der flere muligheder:

  • Skolen kan tilbyde supplerende undervisning i de fag, hvor du har behov for særlig støtte. Det må dog ikke forlænge din uddannelse.
  • Skolen kan udbyde særlige forløb (kaldet EUV-pakker) i fagene dansk og naturfag på op til 4 uger. Forløbet forbereder dig på de grundfag, du skal have på hovedforløbet. EUV-pakkerne kan du få, hvis du er EUV1-elev (elev med min. 5 års relevant erhvervserfaring og er 25 år) eller hvis du tidligere har gennemført Social- og sundhedshjælperuddannelsen uden grundfag, og gerne vil starte på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Skolen eller arbejdsgiver kan dog ikke kræve, at Social- og sundhedshjælpere gennemfører et sådan forberedende forløb.

 

Kontakt din TR, FTR eller afdelingen, hvis du har spørgsmål til uddannelsesstart.