Fleksibel Pension!
Lad os håbe, at der sker ændringer i den nærmeste fremtid – og gerne ændringer der kommer FOAs medlemmer til gavn.
Velfærdsreformen i Danmark i 2006 var et politisk forlig om en række ændringer i velfærdssamfundet med henblik på at gøre Danmark klar til de udfordringer, der lå i fremtiden.
Inden da havde en lang række fremtrædende økonomer ment, at der burde laves en gennemgribende velfærdsreform. Der var flere grunde til ønsket om dette.
Den vigtigste var nok, at befolkningssammensætningen i løbet af de følgende årtier forventedes at ville ændre sig kraftigt.
Det ville betyde, at der ville komme flere ældre der skal forsørges, samtidigt med at der forventedes at blive færre i den arbejdsdygtige alder. Velfærdskommissionen vurderede, at arbejdsstyrken frem til 2040 ville falde med 350.000 eller en 1/6, hvis der ikke blev lavet reformer.
Velfærdsaftalen fra 2006 indebærer bl.a. at man løbende skal sætte pensionsalderen op, så den følger med udviklingen af levealderen.
Danskerne lever længere, og derfor skal vi blive længere på arbejdsmarkedet. Ja, det er logikken bag den såkaldte velfærdsaftale fra 2006 som betyder, at efterlønsalderen hæves gradvist fra 60 til 62 år fra 2019 frem mod 2022, mens folkepensionsalderen hæves gradvist til 67 år i 2022 og endnu højere i årene efter.
Selvom levealderen stiger for alle danskere, så er der fortsat stor forskel på livslængde alt efter social baggrund og mellem de højtuddannede og de ufaglærte eller kortuddannede.
Det er også virkeligheden for FOAs medlemmer, hvad enten du er social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper, rengøringsansat, portør eller pædagogisk assistent m.v.
FOAs medlemmer har et hårdt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, og bliver derfor nedslidt FØR den tid, som pensionsalderen efter planen skal stige til i de kommende år. Det er urealistisk at hæve pensionsalderen yderligere for en lang række af FOAs faggrupper.
I FOA er vi af den opfattelse, at velfærdsaftalen skaber et ulige seniorliv. Skal vi gå på arbejde med krykker og piller? Skal vi arbejde til vi er 67 år? Eller til vi dør?.
Det søde seniorliv bliver uretfærdigt fordelt. Reformerne af pensionsalderen og efterlønnen rammer FOAs faggrupper voldsomt efter, at Danmark har opnået den højeste pensionsalder i Europa.
Politikerne taler aktuelt i 2025-planen om at sætte pensionsalderen op til både 71, 72 og 73 år i fremtiden. Men ufaglærte vil få særdeles svært ved blot at holde ud, til de når pensionsalderen. Og derfor bør systemet ifølge FOA laves om, så vi sikrer en lidt mere ligelig ret til en anstændig seniortilværelse.
FOA arbejder løbende på at genskabe lighed i seniorlivet og stillede allerede tilbage i 2016 et forslag om fleksibel pensionsalder – et såkaldt fleksibelt tilbagetrækningssystem.
FOAs forslag handler i høj grad om, at de mennesker der starter tidligst på arbejdsmarkedet – typisk syv – otte år før akademikere – også skal kunne trække sig tilbage tidligere. Så en tidlig debut på arbejdsmarkedet skal give ret til en tidligere pension.
Sådan en ordning er indført i Tyskland. Pensionsalderen i Tyskland er lige nu 65 år – altså lavere end i Danmark. Har du haft arbejde i 45 år – og altså startet på arbejdsmarkedet som f.eks. 18 årig, så er pensionsalderen i dag 63 år i Tyskland.
Udover denne ordning så har FOA foreslået, at hvis man er borte fra arbejdsmarkedet, så skal man kunne optjene rettighed til tidlig pension, hvis det er på grund af eksempelvis handicap, barsel, ledighed m.m. Også i Tyskland er der klare bestemmelser, der sikrer dette.
Virkelighedens dagligdag med nedslidte medarbejdere er nu langsomt ved at sive ind bag murene på Christiansborg.
Også blandt nogle af de partier der stod bag indgåelsen af velfærdsaftalen i 2006. Den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard udtaler bl.a., at den sociale ulighed i levealderen kræver nye initiativer. Herudover udtaler formanden for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen-Dahl at på trods af, at Dansk Folkeparti stemmer for en stigning i pensionsalderen, så er det med den tilføjelse, at det er nødvendigt at der tages flere initiativer til gavn for dem der er så nedslidte, at de ikke kan klare de højere pensionsaldre, der er lagt op til.
Du kan læse mere herom her
Lad os håbe, at der sker ændringer i den nærmeste fremtid – og gerne ændringer der kommer FOAs medlemmer til gavn.