Massivt mangel på uddannet social- og sundhedspersonale
Frem mod 2040 vil der komme knapt 260.000 flere ældre over 80 år i Danmark.
Samtidig er 30 procent af social- og sundhedspersonalet i dag over 55 år, og har derfor udsigt til en snarlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
FOAs nyeste fremskrivning viser, at der dermed i 2028 kommer til at mangle 41.001 ansatte inden for social- og sundhedsområdet i landets kommuner.
”Vi kan ikke opretholde velfærden i Danmark, hvis vi ikke gør noget nu. Der skal en helt særlig og ekstraordinær indsats til nu for at gøre faget og uddannelsen attraktiv, så udviklingen vendes effektivt,” siger Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
I FOA Nordsjællands syv kommuner viser fremskrivningen, at man kommer til at mangle mellem 50 og 70 % af det personale, der pt. er ansat i vores kommuner i dag.
Det bliver en alvorlig situation for vores kommuner, hvis man ikke sætter massivt ind med rekrutteringsinitiativer. Men hvad skal vi gøre for at få flere kolleger til området?
Både FOA og KL ønsker, at der arbejdes for, at flere tager en sundhedsfaglig uddannelse, men vi hører samtidig om et stort frafald netop på disse uddannelser. Vi arbejder benhårdt på at gøre opmærksom på, hvad vi mener er vigtigt at fokusere på i de to uddannelser vi i FOA har part i. Og ikke mindst på at være med til at formidle et tydeligt, ærligt og realistisk billede af arbejdet som fx social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent.
Udover branding af vores uddannelser mener vi i FOA, at antallet af deltidsstillinger bør begrænses, og dermed bidrage til at afhjælpe manglen på kolleger. Hvis flere allerede ansatte kommer op i tid vil vi både kunne gøre faget mere attraktivt, og også løse dele af rekrutteringsudfordringen.
HUSK at gøre din leder og TR/FTR opmærksom på det, hvis du ønsker at komme op i tid.
I kan læse mere her, hvor I også finder Danmarkskortet med oplysninger om, hvor mange ansatte den enkelte kommune kommer til at mangle i 2028