Nyt ferieår - kend dine rettigheder
Du har lov til at ønske, hvornår du vil holde ferie, og i langt de fleste tilfælde oplever FOA Nordsjælland, at medlemmernes ferieønsker imødekommes. Men faktisk har din chef det sidste ord, når ferien skal tilrettelægges.
Er du offentligt ansat så har du ret til seks ugers ferie, hvoraf du har krav på, at tre af dem skal være sammenhængende.
Som nævnt, så bliver langt de fleste ferieønsker imødekommet, men i sidste ende kan din chef af driftsmæssige hensyn bestemme, hvornår du skal holde ferie.
Har du børn i skolealderen, som du gerne vil holde ferie sammen med, skal din leder så vidt det er muligt tage hensyn til det. Børn er derfor et godt argument, for at du skal have indflydelse på ferieplanlægningen.
Men du kan være ude for, at du bliver nødt til at give køb på at holde tre ugers sammenhængende ferie, som du ellers har krav på.
Fem uger ud af de seks ugers ferie, kan din chef i princippet bestemme over, hvis feriepuslespillet er umuligt at få til at gå op.
Men med den sjette ferieuge har du mere frit slag. Din leder kan ikke bestemme, hvornår den skal ligge, og du kan også vælge at få den udbetalt.
Overfører du den sjette uge til det nye ferieår, skal du være opmærksom på, at den mister denne særstatus.
Din leder kan – ligesom med de fem uger – pålægge dig, hvornår den skal afholdes, med mindre det på forhånd er aftalt, hvornår den overførte sjette ferieuge skal holdes.
Vi oplister her 6 ting, du skal vide om feriereglerne
- I perioden 1. maj – 30. september har du krav på tre ugers sammenhængende ferie. Det kaldes hovedferien. Hvis din leder pålægger dig, hvornår de tre uger skal holdes, skal det varsles tre måneder, før ferien starter. Hvis du ønsker at lægge hovedferien udenfor perioden, skal du aftale dette med din leder.
- Restferie er de to uger, du har, ud over de tre sammenhængende uger. Hvis din leder pålægger, hvornår de uger skal afholdes, skal det varsles senest en måned før.
- Du kan overføre ferie udover fire uger til næste ferieår. Du skal bare have en skriftlig aftale med din leder om det senest den 30. september efter ferieårets udløb.
- Har du ikke optjent ferie med løn, kan din arbejdsgiver som udgangspunkt ikke pålægge dig, at du skal afholde ferie.
- For kommunalt og regionalt ansatte er det ferieaftalerne, der gælder.
- På det private område kan det være aftalt, at Ferieaftalen gælder. Og ellers har privatansatte ifølge Ferieloven fem ferieuger. Derudover har mange 5 feriefridage.
Hvis du er i tvivl omkring dine krav til afholdelse af ferie, er du altid velkommen til at kontakte FOA Nordsjælland.
Syg inden eller under ferien
Bliver du ramt af sygdom op til din ferie, eller bliver du syg imens du holder den, så kan du have ret til erstatningsferie. Læs her, hvilke regler der gælder.
Sygdom op til ferien
- Bliver du syg inden ferien starter, kan du vælge at suspendere ferien eller holde den som planlagt.
- At ferien suspenderes betyder, at du har ret til at holde ferien på et andet tidspunkt.
- Hvis du vælger at suspendere ferien, skal du sygemelde dig efter de regler, der gælder for sygemelding på din arbejdsplads. Du skal ikke indhente en lægeerklæring, medmindre din arbejdsgiver ønsker det. Når du raskmeldes, skal du som udgangspunkt genoptage arbejdet.
Sygdom under ferien
- Du har ret til erstatningsferie, hvis du har mere end fem dages sygdom i din ferie i løbet af ferieåret. Har du optjent mindre end 25 dages ferie, har du ret til erstatningsferie efter te forholdsmæssigt færre antal sygedage.
- Retten til erstatningsferie kræver, at du sygemelder dig, og at du kan dokumentere sygdommen, for eksempel ved lægeerklæring eller hospitalsindlæggelse.
- Du skal selv betale for lægeerklæringen.
- Det er vigtigt at informere din arbejdsgiver så hurtigt du kan, for de fem ”karensdage” tæller først fra den dag, du melder dig syg.
Erstatningsferie
Erstatningsferien skal som regel holdes i samme ferieår, det vil sige inden 1. maj, men den kan overføres til næste ferieår, hvis sygdom gør det nødvendigt.
Alternativt kan du få den ikke-afholdte erstatningsferie udbetalt.
Feriereglerne
Feriereglerne for ansatte i kommuner og regioner fremgår af den ferieaftale, som forhandlingsorganisationen KTO – der nu hedder forhandlingsfællesskabet – har indgået med arbejdsgiversiden.
Privatansatte FOA-medlemmer er omfattet af Ferieloven. Derudover kan bedre vilkår være aftalt.