Ministre vil have undersøgt manglen på social- og sundhedsområdet
Hele fire ministre skyder i dag et omfattende kortlægningsarbejde i gang, der skal undersøge kommuner og regioners udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft på sundheds- og ældreområdet.
Af: Signe Brinkler Larsen
Det er ikke længere en nyhed, at der i Danmark er mangel på arbejdskraft på sundheds- og ældreområdet.
Men fakta er, at der bør gøres en aktiv indsats for dels at få flere til at vælge uddannelserne, dels videreuddanne det personale, der allerede arbejder på området og dels fastholde de medarbejdere, som hver dag knokler for at løse en af Danmarks vigtigste velfærdsopgaver.
Kortlægningen af rekrutteringsudfordringen skal være med til at pege på løsninger og danne grundlag for mulige kommende initiativer og forventes at være færdig til november.
Gennem indsatsen vil Regeringen have overblik over optag og frafald på de tre uddannelser på området, social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper og sygeplejerskeuddannelsen.
Kortlægningen skal også undersøge kommuner og regioners aktuelle udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft og komme med en vurdering af, hvordan social- og sundhedsuddannelserne kan rekruttere flere elever.
I FOA Nordsjælland ser vi frem til at følge ministrenes kortlægning og håber at de ligesom vi, har fået øje på mulighederne i fx at sætte medarbejdere, der ønsker det, op i tid.
Derudover glæder vi os over, at der i kommissoriet er fokus på både optag og frafald – vi håber at der deri ligger en erkendelse af, at der skal flere ansøgere til vores uddannelser.
Læs ministeriets pressemeddelelse her