Portræt af den nye sektorformand i social- og sundhedssektoren
Social- og sundhedssektoren i FOA Nordsjælland har fået ny sektorformand. Mette Linsaa starter sit politiske liv den 1. oktober, og inden da kan I lære hende at kende gennem dette lille portræt.
Praksiserfaring og faglig stolthed
Mette er 61 år og har arbejdet inden for sundhedsvæsnet siden 1976, da hun startede som ufaglært sygehjælper på Solhjem i Gentofte. Siden da har hun taget uddannelsen til sygehjælper og social- og sundhedsassistent. Karrieren indeholder jobs i både somatikken, hjemmeplejen, privat praksis og nu senest rehabiliteringsafdelingen på Sundhedscentret Hillerød.
Mette er desuden en del af sektorbestyrelsen i FOA Nordsjælland, praktikvejleder, TR og med i Regionens stuegangsprojekt. Mettes faglige indsigt spænder vidt og den faglige stolthed er ikke til at tage fejl af.
I sin valgtale lagde Mette netop også vægt på ønsket om at arbejde for anerkendelse til FOAs faggrupper, at sætte faglighed på dagsordenen, og at elever oplever, at FOA støtter og forstår dem. Mette ønsker at faglighed bliver lig med udvikling, så vi hele tiden følger med den udvikling som sundhedsvæsnet gennemgår.
”Hvis vi vil have forståelse og anerkendelse for vores arbejde, må vi give dem (politikerne) indsigt i vores virkelighed.” Synlighed omkring faglighed, social- og sundhedsuddannelser og vilkår bliver med andre ord vigtige mærkesager for Mette i hendes arbejde som sektorformand.
En kvinde med mange interesser
Mette er gift og har tre voksne døtre. Indtil videre er hun blevet beriget med 3 børnebørn og der er 2 mere på vej. Så familieliv er der masser af, men Mette dyrker også andre interesser.
Hun har nemlig jagttegn og træner sine egne jagthunde – med så stor succes at hun vinder priser for sit arbejde. Udeliv betyder meget for vores nye sektorformand og derfor sejler hun også i kajak og nyder sit sommerhus på Sjællands Odde.
Fritiden bliver desuden brugt på at lytte til lydbøger, syning og strikketøj – når ikke lige Mette er i gang med byggeprojekter. Hvis du blev forpustet af at læse ovenstående, så blev ikke bekymret for Mette. Hun har det bedst med at være i gang med noget det meste af dagen og vi lover hende, at det vil jobbet som sektorformand helt sikkert bidrage til.
Tillykke til Mette med valget og tillykke til medlemmerne af social- og sundhedssektoren med jeres nye formand. Den aften i august hvor Mette blev valgt sagde hun: ”Social- og sundhedssektoren er beriget med mange faggrupper. Det er vigtigt for mig at I alle føler jer set, hørt, forstået og arbejdet for. At I hver i sær føler jer som en del af fællesskabet i FOA”.