Har du tid til dit arbejde? - Ny kampagne fra FOA Nordsjælland
Er du nogensinde mødt tidligt ind på arbejde for lige at nå at få snakket med vagten før dig?
Af: Mette Linsaa
Er du blevet en halv time efter din arbejdsdag sluttede for at få dokumenteret færdigt eller har du brugt din fritid til indkøb til beboere?
Hvis du kan svare ja til disse eller lignende spørgsmål, så hører du til de mange, der har ”arbejdet gratis” for din arbejdsgiver.
Måske tænker du ikke over, at der lige går en halv time hist og her eller måske oplever du, at det kan være svært at nå det du skal nå uden at lægge noget ekstra tid.
Uanset hvordan du eller dine kolleger har det med ”gratis arbejde”, så ønsker vi i FOA Nordsjælland at sætte fokus på, at du skal ha’ tid til dit arbejde.
I foråret 2018 igangsatte social- og sundhedssektoren derfor spørgeskemaundersøgelsen ”Arbejder du gratis?”, for at afdække hvor udbredt gratis arbejde er og desuden, hvilke opgaver der typisk bliver løst uden for arbejdstiden.
Kampagnen bliver skudt i gang den 21. februar 2019, hvor vi sender debatmateriale ud til både medlemmer og ledelser.
Vi håber, du vil følge opfordringen til at tage en snak med kolleger og evt. også ledelse om, hvordan I oplever det, når du selv eller kolleger føler sig nødsaget til at ”arbejde gratis” eller der er opstået en kultur, hvor det bare er noget man gør.