Rejsebrev fra Grønland
Den 1. marts 2019 rejste Hanne Niess på en 3 måneders tur til Grønland for at arbejde og hun lovede samtidig, at sende rejsebreve hjem til os og jer. Nu er det første kommet og vi håber I vil læse med de kommende måneder, hvor Hanne vil fortælle om sine oplevelser med sundhedssystemet i Grønland.
Af: Hanne Niess
God læsning!
Hej!
Mit navn er Hanne, jeg er 63 år og uddannet social- og sundhedsassistent og tidligere socialrådgiver. Jeg er den 1.3. rejst til Grønland, hvor jeg har fået en stilling som social- og sundhedsassistent i et sundhedscenter i Nordvestgrønland. Byen der har 900 indbyggere, hedder Qeqertarsuaq (Godhavn) og ligger på en ø, Disko, som er på størrelse med Sjælland. Sundhedscenteret har 4 sengepladser med pt. to indlagte patienter. Der er åbent hele døgnet for akutte henvendelser. Normal konsultationstid er mellem 8.30 -15.00. Sundhedscenteret er bygget sammen med alderdomshjemmet og forbundet med en glasgang.
Min arbejdstid er 8-16 og jeg har vagt hver 3. weekend med telefonvagt fra eget hjem. Lægen eller en erfaren sygeplejerske er altid i bagvagt.
Da jeg aldrig har arbejdet i en skadestue eller over længere tid på et hospital i Danmark, er der meget jeg bliver oplært i. Heldigvis er der her lige nu to meget erfarne og dygtige sygeplejersker, som boet og arbejdet i Grønland i mange år. Den ene med sine 4 børn og mand i 12 år! Der er desuden en læge, som har været her mange gange igennem de sidste mange år. Lægen er her typisk for en måned ad gangen. De to sygeplejersker, lægen og jeg udgør det danske personale. Dertil kommer det uundværlige dobbeltsprogede grønlandske sygehuspersonale, som har patientplejen, tolke- og sekretærfunktion mv. Vi har blandt andet en portør og altmuligmand, som bl.a. sørger for at vores bolig, som bliver stillet til rådighed af Sundhedscenteret, er i orden. Han kører desuden ambulancen og henter patienter i den lille by enten fra hjemmet eller fra heliporten (helikopterpladsen), når de kommer fra sygehuset i større byer.
Arbejdsdagen starter kl. 8.00 med et kort møde hvor dagens opgaver fordeles. I tidsbestillingen fordeles patienterne til konsultationer og det er sekretæren, der visiterer. Jeg er i gang med at blive oplært i at tage blodprøver og ekspedere dem. Efter en kaffepause begynder konsultationer med patienterne, hvor de kommer med alt fra feber hos børn til hudsygdomme og veneriske sygdomme. Jeg bruger klinisk vejledning med de 50 mest almindelige sygdomme og sparrer med mine kolleger.
Sundhedscenteret fungerer også som byens apotek, så to gange om ugen er der åbent for udlevering af lægeordineret medicin. Vi dispenserer for mange patienter, som henter det i udleveringen ugentligt eller hver 14 dag. Så vi skal manøvrere i et helt apotek, forny recepter og til tider ordinere med back-up fra læge.
Min motivation for at søge job i Grønland, var et stort ønske for mig, siden jeg som barn boede netop her på Diskoøen med min familie. At komme her - ikke som turist - men at blive en del af et mindre samfund for en tid, at lære folk og deres livsvilkår at kende. Ønsket om at opleve stor natur, stilheden og rene luft, som ellers kun er de rigeste turister forundt. Jeg vidste, at det ville blive en faglig udfordring, og derfor skulle det være NU, mens jeg stadig har lyst til at lære og forny mig. Jeg blev inspireret af at tale med nogle sygeplejersker, på min arbejdsplads i DK, som har været i Grønland flere gange. Og sidst men ikke mindst har jeg glædet mig meget til, at dele denne store oplevelse med min samlever, som også følger med!
Med venlig hilsen
Hanne Niess
Tak for rejsebrevet og de flotte billeder Hanne! Vi glæder os til at høre fra dig igen.