Maj Adrian

Foto: Annette Nyborg

Præsentation af FOA Nordsjællands medarbejder - Maj Adrian

Kender du medarbejderne i din fagforening? Hvis ikke har du nu og i de kommende nyhedsbreve mulighed for at møde alle medarbejdere i FOA Nordsjælland og blive klogere på, hvad de kan hjælpe med. Vi har spurgt alle medarbejdere om de samme fire spørgsmål.

Maj Adrian | Mail: maad@foa.dk | Direkte tlf. 46 97 28 47
Faglig sagsbehandler

Hvad består dit arbejde af?
Maj sidder som sagsbehandler på et af de rigtig store områder, når man arbejder i en faglig organisation, nemlig overenskomst og arbejdstidsregler. Maj dækker også det private områdes overenskomster og arbejdspladser. Den 1. januar 2022 havde Maj 20-års jubilæum i FOA.

Majs arbejdsdag går typisk med at svare på og behandle medlemshenvendelser/sager, forberede og afvikle forhandlinger, samt videreformidle ny viden til tillidsvalgte og medlemmer. Medlemshenvendelserne handler typisk om spørgsmål vedr. løn, skift af arbejdsplads eller arbejdsområde, karenstid på pension, arbejdstidsaftaler (FO dage, søgnehelligdage osv.). Maj taler også med nyansatte, der gerne vil have forhandlet deres løn, hvilket vi naturligvis gør når et medlem henvender sig.

Maj holder netværksmøder på det private område, kontakter nyoprettede private arbejdsgivere ift. en dialog omkring indgåelse af overenskomst og bistand til de private arbejdsgiveres lønsystem. Det er også Maj, der træder til når en privat arbejdsgiver går konkurs og medlemmer har brug for hjælp til deres situation.

Maj laver det forberedende arbejde (evt. i samarbejde med andre faglige organisationer) når der skal indgås lokal- og forhåndsaftaler – det arbejde starter altid op med dialog på arbejdspladserne og med de tillidsvalgte.

Hvornår kan medlemmer møde dig?
Det giver sig selv, at der er meget medlemskontakt når man arbejder med løn, overenskomst og arbejdsregler. Derfor er Maj også dagligt i kontakt med medlemmer, som hun hjælper videre ved at svare på spørgsmål og tage sig af de udfordringer de evt. måtte have.

Sammen med sine øvrige kolleger kommer Maj også gerne ud med oplæg og arbejdspladsbesøg omhandlende fx ny ferielov, om at forstå sin lønseddel, gennemgang af arbejdsaftaler mv. Så man kan roligt sige, at Maj kan du nemt komme til at møde – både når du har akut brug for hjælp eller som hjælp til at forstå dine vilkår.

Hvorfor har du valgt fagbevægelsen som arbejdsplads?
Maj havde egentlig en hel anden karrierevej foran sig, da hun som nyuddannet teknisk tegner og teknisk assistent, stod klar til arbejdsmarkedet. Men skæbnen ville at hun aldrig fik taget sine to uddannelser i brug – og det er kommet mange mange medlemmer i FOA Nordsjælland til gode.

”Ved et tilfælde blev jeg pædagogmedhjælper, og blev både glad for jobbet og også vagt til TR. Herefter blev jeg FTR og så var min karrierevej rullet ud.

I mit hverv som tillidsvalgt blev jeg simpelthen, så pikeret over at en arbejdsgiver fx skulle bestemme over vores ferie (Lukkeuger) og det tændte bare en ild i mig ift. at være med til at sikre og kæmpe for ordentlige vilkår – først var det mine egne og nærmeste kollegers og nu er det vores medlemmer.”

Majs rettesnor for arbejdet med medlemmernes vilkår er: ”Man skal ha' nogle vilkår der gør, at man er glad når det bliver mandag morgen.”

Maj er glad for at arbejde i fagbevægelsen, hvor hun oplever at der er en fleksibilitet ift. at sætte både personlige og faglige kompetencer i spil i opgaveløsningen. ”Jeg kan få lov til at kæmpe medlemmerne sag hver dag i mit arbejde, og jeg har politikerne bag mig. Der er meget frihed under ansvar. Jeg kan godt lide at vi arbejder sammen om opgaverne.”

Fortæl om en oplevelse ifm. dit arbejde, som har gjort indtryk på dig?
”Konflikten i 2008 har gjort stort indtryk på mig – jeg har det sådan at det vil jeg egentlig gerne prøve igen og samtidig ikke :-). Det var så vildt at se, hvordan man kunne stå sammen om at ville noget fælles.

Men det gav også en kæmpe administrativ opgave, da det var slut. I afdelingen måtte vi hurtigt stable en struktur for arbejdet under konflikten sammen og det var HELE huset der stod sammen - som et stort FOA om en fælles sag på tværs af sektorerne.

Min første sag med en arbejdsgiver, har naturligvis også gjort indtryk. Ikke mindst fordi vi aldrig fik forhandlet den dag. Lederen havde netop skænket kaffe til os, men vi nåede aldrig til at drikke den, før vi var smidt ud af forhandlingen.

Jeg var kommet til at lægge nogle papirer med vores krav lidt for åbent frem og da han så tallene udbrød han ”hvis det er det der I vil ha, så lukker vi nu”. Det var min første store sag – heldigvis fik jeg lært ikke at lægge tallene på bordet fra starten af forhandlingen.”