Generalforsamling 2024

Der var ikke så meget stjernedrys og glimmer, men til gengæld blev der truffet nogle vigtige beslutninger, der peger frem mod et FOA 2.0.

"Det er svært at spå – især om fremtiden – ikke desto mindre er det et vilkår for os som fagforeningen - både indad i organisationen og udad mod det omgivende samfund," sådan indledte formand Lene Hartmann bestyrelsens beretning på generalforsamlingen og fortsatte:

"Som jeg sagde fra denne talerstol sidste år, så er vi i færd med at skabe FOA 2.0. Det er vi af 2 årsager: 

Fagbevægelsens rolle i det omgivende samfund er under forandring og FOAs organisation er nået til punkt, hvor vi er nødt til at se på os selv med nye øjne.

Lad mig starte med det sidste og med et billede. Når en krabbe skal vokse, så er den nødt til at skille sig af med den gamle skal. Skallen beskytter krabben mod udefra kommende farer, men skallen er hård og ufleksibel og giver ikke plads til vækst. Lige i det øjeblik krabben giver slip på det gamle, er den blød og sårbar. Det kræver altså mod at skille sig af med den gamle skal, for selvom der er tryghed i den gamle beskyttende skal, så ved krabben, at skiftet er nødvendigt, hvis den vil udvikle sig.

Lige nu er vi som organisation en krabbe i en gammel, hård skal, og tiden er inde til, at vi skal være en modig krabbe, der tør give slip på det gamle for at udvikle os, så vi kan følge med udviklingen omkring os.

Både medlemmer og samarbejdspartnere stiller nemlig nye og andre krav til os og til det, vi skal levere som organisation."

Og generalforsamlingens deltagere var modige krabber og traf beslutninger, der peger fremad og som kan være med til at bane vejen for udvikling af organisationen.

Lovændringerne betyder, at der fremadrettet afholdes generalforsamlinger og årsmøder hvert andet år, og de betyder også nedlæggelse af posten som valgt, lønnet faglig sekretær i fagforeningen.

Endelige blev der valgt ny næstformand, så Mariejo Christensen nu danner makkerpar med Lene Hartmann i det nye formandskab.

Du kan læse referatet og materialerne fra generalforsamlingen her