Generalforsamling 2023

En travl og uklar fremtid kunne være overskrifterne for dette års generalforsamling

I velkomsten til dette års generalforsamling sagde afdelingsformand Lene Hartmann:

"Det, vi går i gang med nu, er for hele FOA – det er ikke bare noget, der sker inde i Medlemshuset eller ovre i Forbundet - det er i hele organisationen.

Så det vi kommer til at drøfte i dag, de holdninger, meninger og forslag, I bringer på banen i dag – kommer til at bidrage til den lange proces, der nu går i gang for at skabe et nyt FOA fællesskab."

Det er omskiftelige tider for FOA: a-kassen flytter ud pr. 1. januar 2024 og årets kongresser lægger op til, at der skal tænkes nyt og ses på nye fællesskaber i FOA både i forhold til den konkrete opgaveløsning og medlemsservice, men også i nye fællesskaber på tværs af de kendte sektorer og faggrupper.

2024 bliver et spændende år.

Afdelingsformanden sluttede sin beretning med følgende ord:

"I februar måned fejrede FOA Randers fødselsdag. Medlemmer, samarbejdspartnere og venner af Medlemshuset var inviteret til fødselsdagskage og kaffe – heldigvis ville mange gerne være med til at fejre, at det i år er 30 år siden, at modige og fremsynede fagforeningskolleger skabte fundamentet for det FOA, vi kender i dag. Daværende afdelingsformand Allan Hørsted sagde: ”Det er handling, der skaber udvikling og vi vil forme udviklingen”.

FOA Randers var den første FOA afdeling i hele landet. Vi valgte at være de første for at kunne være med til at at udvikle og sætte retningen for de øvrige afdelinger.

I dag står vi med muligheden for igen at være med til at sætte retningen for det nye FOA – det kræver mod – det samme mod, som for 30 år siden og det kræver handlekraft og tillid – tillid til at alle arbejder for et styrket fællesskab og handlekraft for at kunne føre tanker og planer ud i livet.

Og jeg er ikke i tvivl om, at vi har både mod og handlekraft: de tillidsvalgte på arbejdspladserne, i bestyrelserne, de valgte og ansatte i Medlemshuset – alle yder deres bedste både for at få hverdagen til at hænge sammen og for at vi som afdeling kan være med i front i udviklingen af et nyt FOA.

Og tillid har jeg også – tillid til at FOA i mange år frem er medlemmernes bedste valg."

  

Du kan læse referatet og se materialerne fra generalforsamlingen her