• Læs op
• Udskriv

Af Anne Guldager

Det hedder ikke på Bomi-parken, men i Bomi-parken.

”Er du måske på dit hjem?”, spørger forstander Lars Bo Sørensen.

Han tror på, at sprog skaber virkelighed, og derfor skal sproget hjælpe med at ændre Bomi-parken fra en institution til et hjem, forklarer han.

Lars Bo Sørensen kom til plejecentret Bomi-parken på Amager for to år siden. Med kufferten fuld af visioner og ild et vist sted, og det var ikke kun sproget, der skulle ændres. 

Et rum præget af mistillid

Medarbejderne blev af den nye forstander mødt med så mange forventninger om forandring, at MED-udvalget hurtigt fik karakter af en kampplads.

”Vi medarbejdere følte ikke, at vi fik noget ud af at sidde i MED-udvalget og ville gerne involveres mere”, forklarer tillidsrepræsentant og social- og sundhedshjælper Anne-Marie Linke diplomatisk, mens Lars Bo Sørensen siger det mere ligeud:  

”Det var et rum præget af mistillid og ”hvad er ledelsen ude på”, det hele kom til at handle om, hvad vi var uenige om, i stedet for, hvad vi gerne ville. Det var mistillid, kamp og ingen vindere”. 

Løsningen blev at hente hjælp i et fælles projekt mellem Sundhedsforvaltningen og FOA, og stille og roligt har MED-udvalget udviklet sig fra et sted, hvor man kæmpede for retten til at blive hørt, til et sted, hvor man sammen finder ud af retningen. 

Rammen om samarbejdet er kerneopgaven, som MED-udvalget har formuleret, og som alle medarbejdere har nikket til: At understøtte beboere i at leve det liv, de ønsker, i et forpligtende samarbejde gennem makkerskab med beboerne. 

”Før mødtes vi med to forskellige perspektiver, men nu lyser vi på beboeren – vi lykkes, når beboeren lykkes”, forklarer Lars Bo Sørensen. 

Mødt med skepsis

Da medarbejderne i MED-udvalget valgte samarbejdets vej frem for konfrontationens blev det til at begynde med mødt med en vis skepsis, fortæller Anne-Marie Linke. 

”Folk spurgte jo, om vi så ikke længere var et rigtigt et MED-udvalg”.  

Anne-Marie Linke ved godt, at ikke alle hendes kolleger er lige begejstrede for, at hun og de øvrige medarbejdere i MED har et tættere samarbejde med ledelsen end tidligere, men det tager hun roligt, for, som hun siger:

”Jeg kan jo mærke, at det gavner os alle sammen”. 

Af samme grund var det også Anne-Marie Linke, der foreslog, at den proces, MED-udvalget havde været igennem blev bredt ud til hele medarbejdergruppen, så alle fik den samme forståelse for kerneopgaven og for, hvad der ligger i et makkerskab med beboeren. 

Alle teams mødtes med konsulenten på tværs af vagter og fag, hvor de med forstanderens ord ”lyste på beboeren” og talte, om beboeren lever det liv, han eller hun gerne vil. Og møderne fortsætter – nu uden konsulentens hjælp – hvor både dag-, aften- og nattevagter i teamet en gang om måneden i to timer taler om teamets beboere og udveksler gode historier om, hvor man er lykkedes med kerneopgaven. 

Fra institution til hjem

Anne-Marie Linke kan se målet nu. At Bomi-parken kan blive det, som Lars Bo Sørensen kalder et ”komplet fællesskab”, et hjem - frem for et kontrolleret fællesskab, en institution.  

Men det tager lang tid, for det kræver en kulturændring hos både personale og beboere ikke bare at gøre det, man mener, beboerne har brug for, men at tale med dem om, hvad de drømmer om.  

”Før gik vi måske ud med beboerens skraldespand, fordi det var det hurtigste, men nu skal vi sætte tid af til at tale med beboerne om, hvad deres mål er. Og hvis målet er, at de skal blive bedre til at gå, skal de måske også selv gå ud med skraldespanden”, forklarer Anne-Marie Linke.  

”Vi er blevet bedre til at se beboernes ressourcer”, uddyber hun.

”Før introducerede vi ofte nye medarbejdere ved at fortælle om alt det, beboeren skulle have hjælp til, men nu fortæller vi i højere grad om det, han eller hun kan”.

Det der tid

Noget af det, der stadig deler vandene, er spørgsmålet om tid.

”Vi skal holde op med at tale om det der tid. Der bliver ikke mere tid, bare fordi vi bliver ved med at tale om, at vi har travlt”, siger Lars Bo Sørensen.  

Om medarbejderne helt vil holde op med at tale om tid og ressourcer er nok for meget at håbe på. Men det er det er ikke ret meget tid, der skal bruges anderledes for at gøre en forskel, er Anne-Marie Linkes erfaring.  

”Vi sidder måske 7-10 minutter mere hos beboerne nu i løbet af en dag i stedet for at sidde på kontoret, men der gik ikke ret lang tid, før de begyndte at sige ’hvor er det dejligt, at I er blevet flere’, og det er vi jo slet ikke”.  

En god dag

Beboerne har altså fået det bedre, men hvad med arbejdsmiljøet?  

”Når beboeren har det godt, har vi det godt. Man går jo ikke hjem med ondt i maven, hvis man synes, at man har leveret et ordentligt stykke arbejde”, mener Lars Bo Sørensen. 

”Du vil gerne tale om dine beboere hele tiden”, siger Anne-Marie Linke; underforstået at der har været nogle gange, hvor hun godt kunne tænke sig, at han ville tale lidt mere om personalet. 

”Men han har jo ret”, tilføjer hun så. ”Jeg tænkte i begyndelsen, at det var en værre gang hippierundkreds, vi havde gang i. Men nu går man hjem med en følelse af, at ’det har faktisk været en god dag i dag’. Det virker”.

Læs også: "Man er nødt til at tro på det"