BOMI Parkens MED-udvalg . Fra venstre Elisabeth Bekker, Anne-Marie Linke, Majken Hansen, Lars-Bo Sørensen, Kristine Eva Jensen og Malene Frandsen.
Foto:
Henrik Frydkjær
Konsulenten: "Man er nødt til at tro på det"
Den største udfordring i processen med at få et skabt et fælles fokus på kerneopgaven i BOMI Parkens MED-udvalg, har været de begrænsede ressourcer.
Af Anne Guldager
”I første omgang handler det om at få en fælles forståelse af, hvad kerneopgaven er. Det er ikke nok, at man i MED er enige om, at kerneopgaven er, at man sammen med beboeren skal være med til at skabe det liv, beboeren ønsker, hvis der sidder nogle i medarbejdergruppen, der mener, at deres kerneopgave er pleje”.
Sådan siger Karsten Brask Fischer, der som konsulent på et partsprojekt mellem Sundhedsforvaltningen og FOA har været inddraget i plejecentret BOMI Parkens bestræbelser på at få et fælles fokus på kerneopgaven.
”Vi skal væk fra at se på egne opgaver som nogle, der skal løses, til at få fokus på den værdi, de skaber. For eksempel kan det godt være, at opgaven er løst, hvis bordet til aftensmaden bliver dækket kl. 15.30, fordi det er der, der er mest tid; men hvilken værdi skaber det for de ældre?”
Området er presset
Ifølge Karsten Brask Fischer har opgaven i MED især været at se de begrænsede ressourcer som en fælles udfordring.
”Den største udfordring har været, at området er ressourcemæssigt presset, og medarbejderne hele tiden synes, at de kæmper for bare at nå det, der er på ”skal”-listen. Man er nødt til at tro på, at det kan lade sig gøre at skabe det liv, de ældre gerne vil have, med de ressourcer, der nu engang er. Ellers ender det med bare at handle om overlevelse. Vi er nødt til at blive ved med at tro på, at vi vil det samme”.
At have fokus på kerneopgaven er noget, der skal holdes ved lige understreger Karsten Brask Fischer.
”Et af værktøjerne i MED er at være klare på, hvornår man er i henholdsvis et aftalerum og et dialogrum. I dialogrummet er der ikke noget, der er forpligtende, og derfor kan man tillade sig at forholde sig undersøgende til forslag i stedet for med det samme at sige, at de ikke kan lade sig gøre”.
”Og så handler det om at få alle faggrupper i spil i forhold til det, de kan, i stedet for at være rigid i forhold til det, de må”, tilføjer han.
”Det vigtigste er, at man ser, at der er et menneske, der har et behov”.
Læs også "Fra kampplads til samarbejdsforum"