• Læs op
• Udskriv

Af Maj Dahl-Rasmussen

Illustration Kamilla Wichmann

De støtter handicappede mennesker til at leve et så normalt liv som muligt. De overvåger mennesker, som trækker vejret gennem en respirator. Og de overvinder de udfordringer, en handicappet kan have, lige fra at komme ud ad sengen, i bad, få tøj på, lave mad, transport til og fra bolig.

De er med andre ord handicaphjælpere. En forholdsvis lille faggruppe, der for manges vedkommende arbejder uden overenskomst og under urimelige løn- og arbejdsforhold.

FOA har i mange år arbejdet for at få alle handicaphjælpere dækket af en overenskomst eller ansat under overenskomstlignende forhold. Men det kompliceres af, at handicaphjælperne arbejder i så mange forskellige ordninger.

For at få sætte skub i processen og for at kaste mere lys på området, har FOA Social- og Sundhedsafdelingen ligesom andre FOA-afdelinger landet over taget initiativ til at samle handicaphjælperne i et netværk.

”Handicaphjælpere arbejder alene og ofte uden kontakt til kolleger. Målet er derfor at samle og organisere dem, så vi ved at stå stærkere sammen kan forbedre forholdene”, forklarer faglig sekretær Maria Kim Konstantinidou. 

Arbejdsmiljøet lider

På møderne i netværket deler handicaphjælperne erfaringer fra deres arbejdsliv – blandt andet om arbejdsforhold, der ifølge fagforeningens arbejdsmiljøkonsulent Elsebeth Poulsen miljø, langt fra lever op til de krav, Arbejdstilsynet stiller.

En af udfordringerne er, at hjælpernes arbejde foregår i den handicappedes eget hjem. Dermed kan hensynet til hjælperen kollidere med den handicappedes ønsker, forklarer hun.

”Borgeren har måske ikke lyst til at blive liftet, selvom hjælperne ifølge arbejdsmiljøloven ikke må foretage manuelle forflytninger. Eller de ønsker ikke at ændre på hjemmets indretning, så hjælperne får plads til at arbejde i hensigtsmæssige arbejdsstillinger”, uddyber hun.

Også det psykiske arbejdsmiljø kan være et problem. En deltager fortalte f.eks. på et netværksmøde om et sted, hvor hun skulle tørre støv af fra højre mod venstre. Ellers blev hun irettesat af den handicappede.

”Den handicappede føler sig måske magtesløs og frustreret pga. sit handicap. Frustrationen kan være forståelig nok, men det må ikke gå ud over hjælperne. Men fordi hjælperne står så alene, holder mange sig tilbage med at insistere på, at få gjort noget ved arbejdsmiljøet af frygt for at miste jobbet”, siger arbejdsmiljøkonsulenten.

Kommunerne diskriminerer

Når en del handicaphjælpere ikke er ansat på overenskomst – eller ikke får løn svarende til overenskomsten, så skyldes det, at visse kommuner ikke udmåler penge nok til den hjælperordning, de arbejder på.

”Hvis bevillingen til en ordning er mindre, end prisen efter overenskomsten, så skal enten borgeren eller den private virksomhed selv betale forskellen op til en rimelig, overenskomstmæssig løn”, forklarer Mumme Thing, som er chefforhandler i FOA. Og fortsætter:

”Det er vores fornemmelse, at de fleste kommuner sætter penge nok af til løn og vilkår efter overenskomsten, men der er stadig et stort antal hjælpere, som bliver underbetalt, og det er diskrimination af hjælperne som faggruppe”, mener han.

Pres nedefra

FOA arbejder sammen med handicaporganisationer og arbejdsgiverforeninger for at lægge politisk pres på kommunerne, men der skal også presses nedefra, understreger faglig sekretær Maria Kim Konstatinidou.

”Det er presset nedefra – fra handicaphjælperne selv – vi gerne vil styrke med det nye netværk. Den enkelte kan ikke udrette noget alene; vi taler med en meget større stemme, hvis vi står sammen”.

Se, hvornår der næste gang er møde i netværket. 

Læs Pia, Karoline og Jespers beretninger om den rå hverdag som handicaphjælper.