Løn og ansættelsesvilkår
Virksomhedsoverdragelse - hvad betyder det?
Få styr på begreberne inden det fælleskommunale brandvæsen træder i kraft.
Med etablering af et fælleskommunalt brandvæsen er der - ifølge KL - tale om en virksomhedsoverdragelse fra den enkelte kommune til fællesskabet. Dermed gælder Lov om virksomhedsoverdragelse alle, der er i et ansættelsesforhold på overdragelsestidspunktet - dog ikke tjenestemænd.
Alle overdrages
Som udgangspunkt overdrages alle medarbejdere, der på overdragelsestidspunktet fuldt ud eller overvejende er beskæftiget med en eller flere af de opgaver, der overdrages.
Revurdering af ansættelsesbrev
Med virksomhedsoverdragelsen sker der et skifte i arbejdsgiverens identitet, hvilket betyder, at ansættelsesbrevet skal revideres, eller der skal laves et tillæg til det nuværende ansættelsesbrev. Det skal være på plads senest én måned efter ændringen er trådt i kraft.
Overenskomsten gælder stadig
De overenskomster, som gælder for ansættelsen i kommunen, gælder fortsat under ansættelsen ved det fælleskommunale selskab. Det samme gælder de generelle aftaler indgået med KTO (nu Forhandlings Fællesskabet). Du vil fortsat være ansat efter den samme overenskomst, og du fastholder de løn- og ansættelsesvilkår, der følger af overenskomsten, dvs. du beholder din løn, anciennitet, pension osv.
Krav på viden
Som udgangspunkt kan du betragte ansættelsen ved det fælleskommunale brandvæsen som en uændret videreførelse af din ansættelse i kommunen. Dog har din nye arbejdsgiver samme muligheder som kommunen for at ændre både individuelle aftaler og kollektive lokalaftaler.
Ved virksomhedsoverdragelsen har kommunen pligt til at informere tillidsrepræsentanterne (eller lønmodtagerne direkte) om:
-
Tidspunkt for overdragelsen
- Årsagen til overdragelsen
- Overdragelsens konsekvenser
- De vilkårsændringer, der vil blive tale om
Informationen skal ske i rimelig tid.
Ligeledes har kommunen pligt til i rimelig tid at forhandle ændringerne i de vilkår, der kommer til at ske for medarbejderne.