Hørsholm kommune har droppet ideen med at sende dele af ældreplejen i udbud

Jeg blev rigtig glad, da jeg erfarede at Hørsholms politikere har beslutte at droppe ideen, om at sende dele af ældreplejen i udbud.

Som repræsentant for faggrupperne i FOA Nordsjælland, der dagligt plejer og passer de borgere der har brug for pleje og omsorg, har jeg fulgt med i den eventuelle privatisering af ældreområdet, og den deraf livlige debat der er om emnet.

 

Jeg blev rigtig glad da jeg erfarede, at Hørsholms politikere har besluttet, at droppe ideen om at sende dele af ældreplejen i udbud.

 

Det skyldtes dog ikke, at jeg synes at alt privat på dette område er dårligt, men fordi jeg dels oplever at flere og flere firmaer går konkurs til stor gene for borgerne, og fordi at FOA's medlemmer på et splitsekund står uden arbejde og uden forsørgelse. Det er bare ikke i orden.

 

Jeg blev endnu mere glad, da jeg læste at Niels Lundshøj påpeger, at det ikke nødvendigvis bidrager til kvalitetsudvikling. Dette udsagn kan dog ikke helt stå alene, for jeg både tror og ved, at når udbud bruges, ja så er det for at spare.

 

Det betyder, at prisen efterhånden er så langt nede, at ordentlige firmaer med både faglig stolthed og ordentlige arbejdsforhold med overenskomster, ikke kan tjene penge uden at det betyder et øget arbejdstempo for de ansatte. Derudover ser jeg ofte, at udbuddets krav sætter prisen højere end kvalitet. Derfor mener jeg også, at hvis det var omvendt - kvalitet frem for pris - så kunne man ikke spare en klejne.

 

Anne Ehrenreich fra Venstre mener dog, at det offentlige ikke skal droppe konkurrence, og hun fremhæver ambulancedriften. Det er korrekt, at det meste er privat, men jeg mener nu at kommunerne har skåret helt ind til benet og effektiviseret således, at antallet af ansatte til at udføre opgaverne er 20 % mindre end for 10 år siden, og det endda med flere borgere der har brug for pleje, behandling og omsorg.

 

Så derfor oplever vi nu, at kommuner og regioner hjemtager opgaverne.

 

Med venlig hilsen


Lene Lindberg

Afdelingsformand